Læs Jørgen M. Clausens tale i anledningen af Bitten & Mads Clausens Fonds 50 års jubilæum

Pressefoto: Danfoss A/S
Pressefoto: Danfoss A/S
29. oktober 2021 Erhverv Skrevet af: Redaktion

I dag, fredag, markeres 50 års jubilæet for Bitten & Mads Clausens Fond, hvor det blev afsløret, at fonden har besluttet at give to jubilæumsgaver til Sønderborg; et havnebad med to bassiner, udspringstårn og plads til solbadning samt en gennemgribende ombygning af idrætscentret Skansehallerne.

Udover jubilæumsgaverne, vil der langs havnefronten frem til den 23. december blive præsenteret en række plancher, som fortæller om nogle af de mange projekter som Bitten & Mads Clausens Fond sammen med lokale aktører har været med til at realisere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alle plancherne har QR-koder, bag hvilke der gemmer sig en virtuel gæstebog. Her kan alle interesserede sende en hilsen til Bitten & Mads Clausens Fond i anledning af jubilæet.

Efter markeringen blev der holdt en reception, hvor Jørgen Clausen, formand for Danfoss A/S, holdt en jubilæumstale og den kan du læse i sin helhed her:

Historien om Danfoss og fonden

Efter min fars død i 1966 blev min mor bestyrelsesformand for Danfoss. Andreas Jepsen blev administrerende direktør. Han var medarbejder nummer syv. De to blev et stærkt makkerpar. De kendte naturligvis alt til Danfoss. Jeg vil kalde dem et forbillede for det makkerskab, der siden har været mellem formand og direktør.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag er det Kim og jeg. Vi har samme stærke makkerskab, og vi kender alt til Danfoss. Ligesom min mor og Andreas Jepsen. Sådan skal det være. Og sådan skal det også være fremover.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min mor fik flere tilbud om at sælge firmaet, men sagde nej. Den dag i dag, kan enhver se, at Danfoss var opbygget omkring en lille landsby, Elsmark, med lutter landbrug, og de mange store fabriksbyggerier, der var kommet til, vidnede om, at min far aldrig havde haft planer om at flytte firmaet noget andet sted hen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fremmede ejere ville nok ikke have samme interesse for lokalsamfundet.

Fondsstiftelsen

Med fem børn viste hun ikke om Danfoss kunne bevares som familievirksomhed, som lå min mor og far stærkt på sinde. Efter nogle år kom hendes rådgivere med et forslag om at overdrage hendes aktier til en fond, hvor familien var repræsenteret i bestyrelsen. Det var en lang proces, og vi børn var med på råd. I dag – 50 år senere – er jeg ikke i tvivl om, at det måske sikrede, at Danfoss blev på danske hænder.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formålet med fonden var fra begyndelsen at være til gavn for Danfoss og af flere omgange er det blevet til, at det betyder også at være til gavn for beskæftigelsen og udviklingen af lokalsamfundet, som nu ikke bare er Nordals men også Sønderborg området, Sønderjylland og det grænseoverskridende område.

Selvom støtten til at begynde med, var meget beskeden, er aktiviteterne i de senere år blevet meget store og synlige i takt med at Danfoss’ udvikling og støtten har været styret af et ret specifik formål – år efter år. På den måde adskiller vi os fra mange andre fonde som har et bredere sigte. Det er det, vi kan se nu, og det er den linje vi ønsker at fortsætte fremover.

Artiklen fortsætter under annoncen

Monitor-rapporten

Historien er, at ved årtusindeskiftet var Sønderjylland præget af stagnation og tilbagegang. Man kan nok kalde det ’udkantsdanmark’ selvom vi ikke brugte det ord dengang.

Vi var bekendt med professor Michael Porter fra MIT i Bostons teorier omkring clusterdannelse og erhvervsudvikling, som for eksempel Silicon Valley – og efter kontakt med ham, engagerede vi hans konsulentfirma til at lave en analyse af Sønderjylland såvel som Slesvig Holsten for at finde ud af, hvilke styrker vi skulle bygge på.

Den pegede på fem områder, og dem har vi fulgt til punkt og prikke. Ud af det er blandt andet kommet energiclusteret Clean, som nu er landsdækkende samt Udviklingsråd Sønderjylland og mange flere ting. Fælles for disse initiativer er at de er svære at starte og tager måske 20-30 år at modne, men nu er der mange lovende udviklingsmuligheder. De er ikke så håndgribelige som havnebyggerierne, men det ene understøtter det andet, og ingen af delene kommer af sig selv.

Energiagentur og Tour de France

Rapporten var et vendepunkt og har siden spillet en afgørende rolle i Fondens arbejde. Når man betragter uddelingerne gennem Fondens 50 år, er det tydeligt at se dette sporskifte. Sønderborg er i dag et udstillingsvindue for Danfoss til hele verden, og vi ser os ikke længere som udkant. Det er en unik position som betyder, at det Internationale Energiagentur – IEA – har besluttet sig at afholde sin næste globale konference om energieffektivitet i Danmark. Sønderborg er værtsby og en måned senere den 3. juli holder Tour de Frances ”Grand Depart” i Sønderborg.

Det, vi har lært siden 2004, er, at hvis vi skal stå stærkere i den nationale og globale konkurrence om talenter og kvalificeret arbejdskraft, er der brug for et stærkt fælles forum og en fælles ambition om at gøre grænseregionen til en grøn og bæredygtig foregangsregion. Til gavn for hele Danmark.

Vi har også lært, at inddragelse af det politiske system og borger-inddragelse er uhyre vigtigt. Med den nylige etablering af den dansk-tyske udviklingsalliance skaber vi et sådant forum, som arbejder målrettet på at videreudvikle vores fælles grænseregion, og som kan sætte fokus på de styrker, vi har, og mulighederne i at videreudvikle samarbejdet.

Vi kan byde ind med styrker i verdensklasse inden for vedvarende energi og energieffektivitet, robot og effektelektronik samt fødevareteknologi og maritim teknologi. Den nye klimatilpasning for landbruget burde også være et fælles satsningsområde for udvikling af ny grøn landbrugsteknologi, gerne med eksisterende Danfoss teknologi.

For ledelsen af Danfoss har fondsejerskabet også haft stor betydning. Ledelsen ved hvad fonden gerne vil og sikrer dermed en stabil kurs. I bestyrelsesarbejdet er det vigtigt at familiens ønsker til bløde beslutninger er en del af vores værdisæt, som udøves i dagligdagen overalt i vores globale organisation.

På den anden side har vi mulighed for en bestyrelse og ledelse med ”risk taker mindset” med langsigtet tilgang og at vi kan beslutte det meget hurtigt når muligheden er der, eksempelvis Eaton opkøbet.

Sønderborg

Endelig vil jeg gerne sige, at Bitten og Mads Clausens fond er et mønstereksempel på, at vi i Danmark kan opbygge og bevare store virksomheder på danske hænder. Som bekendt er der ikke kommet nogle nye store danske virksomheder til i over de seneste 25 år, og det skyldes, at virksomhederne er solgt og integreret i store udenlandske koncerner.

Da min mor stiftede fonden, kunne det ske ved en skattefri overdragelse til en fond. Så simpelt var det. Hvis du i dag har en virksomhed med en værdi på 100, og du overdrager den til en fond skal du tage andre 100 op af din anden lomme i kontanter til at betale skatten. Det er der selvfølgelig ingen, der kan.

Ovenikøbet er værdiansættelsen af private virksomheder to til fem-doblet i skatteværdi sidste år. Hvis du så går til domstolene og klager, så taber du sagen. Medholdsprocenterne – og de lange sagsbehandlingstider – er problematiske. Færre og færre sager bliver prøvet. Mange opgiver på forhånd. Retssikkerheden er stækket.

Der er desværre ikke stemmer i sådanne sager, og politikerne holder sig væk, fordi det er for kompliceret. Befolkningen er blevet fanget i en skattefælde. Enhver kan se det fornuftige i at have mulighed for at overdrage virksomheder til fonde som Bitten og Mads Clausens Fond og det burde der være stemmer i. Sønderborg er et lysende eksempel for andre danske byer.

Se også SønderborgNYT TVs interview med formand Peter Mads Clausen og adm. direktør Per Have i anledningen af Bitten & Mads Clausens Fonds 50 års jubilæum. Du kan se jubilæumsinterviewet på SønderborgNYT TV her.

28. marts 2024 Erhverv, Sønderborg

Altid Vikar i Huholt fik brug for mere plads

28. marts 2024 Erhverv

Gennem et par år har Kasper Sauer siddet i Huholt og sendt vikarer ud til det pædagogiske, sundhed- og psykiatrifaglige område. Han og familien var flyttet fra Nordsjælland og hjem til det sønderjyske og som salgsdirektør i Altid Vikar skal Kasper Sauer lave nye samarbejdsaftaler og rekruttere vikarer til hele Syddanmark. “Det er gået rigtigt […]

Læs mere...