Venstres Byrådskandidater, skriver:
Læserindlæg: Sønderborg International School er en investering i vores fremtid
Når man træder ind på Sønderborg International School, som har til huse i de gamle bygninger fra sygeplejeskolen, mærker man det straks: Her mødes verden i børnehøjde. Over 50 sprog tales på gangene, og børn fra hele verden lærer side om side.
Det er ikke en eliteskole. Det er en skole for alle – men de mangler plads og har fortsat en drøm om at flytte til Ahlmannskolen, som lige kunne passe til dem.
Elevbetalingen på de internationale skoler i København beløber ofte over 20.000 kroner om måneden pr. barn. Hvorimod Sønderborg International School blot har en egenbetaling på 1.800 kroner. Det gør en verden til forskel.
Skolen tager et socialt ansvar langt ud over, hvad man kan forvente af en privat institution. De siger ikke nej til børn, fordi forældrene mangler midler. Mange elever kommer fra flygtningefamilier, andre fra forskere, sygeplejersker og internationale medarbejdere – alle med behov for et trygt sted, hvor forskellighed ses som en styrke.
Sønderborg International School løfter en opgave, som folkeskolen ikke har ressourcer til i Sønderborg. Uden denne skole ville mange familier slet ikke bosætte sig i kommunen. Den er både en social sikkerhedsventil og en vigtig tilflytter-faktor.
Alligevel mødes skolen af bureaukratiske barrierer og manglende opbakning. Det er kortsigtet. Sønderborg taler om at ville være en international uddannelsesby, men så skal vi også handle som en.
Venstre vil arbejde for, at Sønderborg International School bliver anerkendt som den samarbejdspartner, den er.
For det handler ikke kun om en skole. Det handler faktisk også om børnene, familierne og Sønderborgs fremtid.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















