Susanne Blegvad Posselt, Broager, byrådskandidater for SF, skriver:
Læserindlæg: Vi skal kunne forstå, hvad der bliver besluttet for os
Når kommunen bruger et sprog, som kun fagfolk forstår, mister borgerne både overblik og tillid. SF’s spidskandidat Susanne Blegvad Posselt opfordrer til mere åbenhed og klarsprog i Sønderborg Kommune.
Byrådet er valgt til at tage de vigtige beslutninger i Sønderborg. Det er politikerne, der skal sætte retningen og bestemme, hvordan pengene bruges. Sådan er det i teorien.
Men i virkeligheden er det ofte lidt anderledes. Forvaltningen og kommunaldirektøren sidder med de fleste oplysninger og skriver de sager, som politikerne skal tage stilling til. Dermed bliver det tit dem, der sætter rammen for de politiske valg.
Når man som borger læser de offentlige referater, kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig besluttes. Sproget er tit så teknisk, at man næsten skal arbejde i kommunen for at forstå det. Det er ikke fordi nogen gør noget forkert – de ansatte gør et godt stykke arbejde.
Men demokratiet bliver stærkere, når beslutninger bliver forklaret på en måde, så alle kan følge med. Kommunaldirektøren skal lede forvaltningen – men det er byrådet, der skal lede kommunen.
Vi har brug for mere åbenhed, klar tale og mod til at stille spørgsmål, før vi tager beslutningerne. Demokratiet fungerer bedst, når borgerne kan forstå, hvad der sker – og hvorfor. Det skal vi kunne gøre bedre.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].


















