Jørgen Jørgensen, SF i Sønderborg og medlem af gravergruppen, skriver:
Læserindlæg: Er Kjeld Stærk en struds?
Skuffende, er vel den bedste beskrivelse af de udtalelser den nye formand for SONFOR er citeret for i interviewet på SønderborgNYT (21/3). Som en struds der stikker hovedet i sandet, og tror den er gemt, glemt og usynlig for omverdenen, forsøger formand Keld Stærk sig med strudse tricket.
Vi gemmer og glemmer den skandaløse og uansvarlige behandling af fjernvarmekunderne på Nordals, er hans mantra.
Han fralægger sig et hvert ansvar for det økonomiske morads, som SONFOR Varme er havnet i, og han har ikke tænkt sig, at der skal placeres et ansvar, endsige komme med løsningsforslag. Nej slet ikke, for som han er citeret for: ”Selvom SONFOR det seneste år har været i stormvejr i forbindelse med fjernvarmeprojektet i Nordborg, er det ikke noget, den nye bestyrelse vil bruge meget energi på at se tilbage på.”
Så ved vi det. Der er ingen kære mor.
Han afviser også at der skal laves en uvildig advokatundersøgelse, som især mange fjernvarmekunder og gravergruppen har efterlyst. I stedet for læner han sit hoved, som tilsyneladende ikke længere er begravet i sand, på forsyningstilsynet som måske, eller måske ikke, vil lave et tilsyn.
Det er nemlig ikke noget man kan bestille, som Kjeld Stærk fejlagtigt tror. Og de kommer, hvis de kommer, ikke til at placere et ansvar. Dertil kræves en uvildig advokatundersøgelse, der også kan afdække om Sønderborg kommune har forvaltet deres ejer- og tilsynsforpligtigelse som loven forskriver de skal.
For som Kjeld Stærk så rigtigt siger: ”..SONFOR er ejet af Sønderborg kommune, og det er derfor byrådet der sætter retningen.”
Når nu Kjeld ikke vil se i bagspejlet, og er ligeglad med de økonomisk trængte fjernvarmekunder på Nordals, de ligger så at sige, efter hans mening, som SONFOR varme har redt for dem, så han vil ikke gøre noget.
Derfor kan vi forbrugere nu kun appellere til Byrådet om at gennemføre en uvildig advokatundersøgelse. Det arbejder gravergruppen med at tilvejebringe et grundlag for.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].





















