Erik Krogh, Broager, byrådsmedlem for Venstre, skriver:
Læserindlæg: Manglende vedligehold er en dyr løsning for kommunen.
Når jeg sammen med de forskellige udvalg besøger kommunens bygninger og institutioner, møder jeg alt for ofte eksempler på manglende vedligeholdelse – noget, der desværre har været en realitet gennem flere år.
Bygningsvedligehold er ikke blevet prioriteret tilstrækkeligt, og mange steder – især på vores skoler – er forholdene blevet så ringe, at det næsten ikke længere kan betale sig at renovere. Det er ikke bare ærgerligt, det er også dyrt i længden.
Derfor er det positivt, at byrådet har indgået en aftale om at investere 50 mio. kr. årligt i skolerenoveringer de næste 10 år – en aftale vi kalder Skolernes Årti. Det vil naturligvis hjælpe, men det løser ikke det samlede problem.
Kommunen ejer en stor bygningsmasse – og det gælder også veje og stier. Uden en solid, langsigtet vedligeholdsplan vil vi altid halte bagefter. Og jo længere vi venter, desto dyrere bliver det.
Måske har der tidligere manglet både økonomi og politisk fokus på området – men det er på tide at ændre det. For mig og Venstre er det afgørende, at vi i de kommende budgetforhandlinger afsætter flere midler til vedligehold, så vi ikke ender med nedslidte bygninger, hullede veje og stier, der ikke kan bruges.
Vi ved godt, det handler om prioritering. Men spørgsmålet er:
Har vi overhovedet råd til at lade være?
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].



















