Casper Thede Olsen, Nordborg, skriver:
Læserindlæg: SONFOR Varme synker – og byrådet ser til fra kajen
Ifølge SONFORs egne oplysninger på kundemødet i august er fjernvarmeprojektet sprunget 87 % over budget – det svarer til en ekstraregning på over 220 mio. kr. til forbrugerne. Budgetskredet skete allerede i 2021 og 2022, længe før mange borgere på Nordals skrev under på tilslutning – og uden at vi dengang kendte til den gæld, vi nu skal betale for gennem kraftigt stigende varmepriser.
Alligevel er der endnu ikke placeret noget ansvar for, at anlægsbudgettet kunne løbe så voldsomt af sporet – og jeg tror faktisk heller ikke, der er én eneste på Nordals, der ved præcis hvor i projekt Fjernvarme, at prisen først skred med 130 mio. kr. og senere med yderligere 90 mio. kr.
Imens – hvis man følger debatten på diverse kommentarspor – har Socialdemokraterne mere travlt med at diskutere, om borgerne tolker SONFORs referater korrekt, selvom det netop er de ord, vi blev præsenteret for, hvor der står, at ‘politikerne holder sig til aftalen om, at byrådsmedlemmer ikke blander sig i debatten, men lader SONFOR, direktion og formandskabet svare’.
Et formandskab, som vi i øvrigt slet ikke ser deltage i debatten. Og de samme Socialdemokrater bruger hellere tiden på at diskutere, hvordan Liberal Alliance vil effektivisere for 100 mio. kr. og ‘Hvem der mister jobbet? – Hvem skal finde andet arbejde i 2026? Hvem skal flyttes over i nye stillinger – og er de overhovedet uddannet til det?’. Er det virkelig realistisk, at en erfaren sagsbehandler bare kan skifte til en pædagogstilling eller teknisk job?
Alt imens overser man den virkelighed, hvor der ligger en kæmpe ekstraregning på mindst 220 mio. kr. midt på Nordals, som borgerne nu hænger på – en regning, borgmesteren selv har forklaret som et ‘sammenfald af uheldige udefrakommende omstændigheder – en perfekt storm’.
En regning, der betyder, at almindelige familier nu må spare endnu mere – og måske er nødt til at finde endnu et job for at få det til at løbe rundt. At enlige og ældre måske bliver nødt til at gå fra hus og hjem, og at boliger på Nordals bliver umulige at sælge, fordi varmeregningen ikke er til at betale.
Selv Slesvigsk Parti har nu foreslået, at kommunen skal hjælpe borgere med betalingsordninger eller henstand hos forsyningsselskaberne – altså blot skubbe problemet foran sig, så gælden vokser og vokser, i stedet for at tage fat om årsagen og få den undersøgt til bunds. Og lad os ikke glemme, at SONFOR faktisk har forsøgt at sætte tre redningsbåde i vandet for at afhjælpe situationen – men byrådet kastede ikke en eneste trosse, så alle tre sank.
Som om det ikke var nok, har kaptajnen – direktør Christian Udby – nu gået planken ud, syv måneder før han angiveligt skulle gå tørskoet i land. Men spørgsmålet er, om han fik en gylden redningsvest med sig? For når borgerne står tilbage med regningen, må vi have krav på at vide, hvad en tidlig fratrædelse koster.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby i sin afskedsomtale roser hans visionære tankegang og nævner alle mulige andre projekter – men ikke med ét ord fjernvarmen på Nordals.
Mens SONFORs direktion nu forsøger at holde skibet oven vande, virker det som om, borgmesteren sammen med Sønderborg Byråd og Økonomiudvalget har mere travlt med at sælge den synkende skude end at finde ud af, hvem der tog bundproppen ud i første omgang.
Det mindste, vi som borgere kan forlange, er en uvildig undersøgelse, der afdækker, hvordan et kommunalt ejet selskab kunne gå mindst 220 mio. kr. over budget uden politisk indgriben.
Hvornår vil byrådet tage ansvar og kræve, at sandheden kommer frem – også selvom det betyder at pege på nogen i byrådssalen, måske endda sig selv, lige op til et valg?
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].






















