Landbrugsmuseet flytter fra Egen til Gram Slot

Egen Egns og Landbrugsmuseum. Foto: Thorkild Moos
Egen Egns og Landbrugsmuseum. Foto: Thorkild Moos
15. april 2021 Kultur Skrevet af: Redaktion

Det er med stor glæde, at såvel arvingen af Landbrugsmuseet i Egen, Thorkild Moos, og ejeren af Gram Slot, Svend Brodersen, kan meddele, at landbrugsmuseets udstilling vil blive en vigtig del af det kommende Herregårdsmuseum på Gram Slot.

”Min far Bernhard Moos har samlet og formidlet alle disse mange tusinde genstande i over 30 år, og jeg ved, at han ville sætte pris på, at tingene fortsat vil blive udstillet og formidlet. Med den aftale vi har indgået med Gram Slot, forbliver hele min fars udstilling samlet som en del af en endnu større udstilling på Gram Slot her i Sønderjylland”, siger Thorkild Moos i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Når de sidste ejere har hentet de genstande, de ønsker at få retur, så overdrager vi alle de øvrige genstande samlet og vedlagersfrit til Gram Slot”.

Ejer af Gram Slot Svend Brodersen er utrolig glad for at kunne overtage denne unikke samling:

”Sidste vinter overtog vi en anden samling af historiske landbrugsmaskiner fra Tørning ved Vojens og sammen med denne samling har vi nu muligheden for at skabe et virkeligt unikt museum for landbrugsmaskiner og landboliv i Sønderjylland på Gram Slot”, siger Svend Brodersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det forventes, at det allerede i den kommende sommerferie vil være muligt at se en del af udstillingerne på Gram Slot. Der er dannet en forening af frivillige, som skal stå for driften af udstillingen, mens Gram Slot lægger gratis lokaler til.