Karikatur Restaurant og Bar i Sønderborg foretager nu et ledelsesskifte, fordi Krestian Muusmann træder tilbage fra sin post som direktør og slutter sin daglige involvering i restauranten.
En væsentlig årsag til ledelsesskiftet er travlheden hos Destilleriet Als, som netop har modtaget sin første Gazelle-pris, hvilket stiller krav til Krestian Muusmanns engagement her. Efter frasalget af Karikatur tidligere i år har hans opgave været at sikre en gnidningsfri overgang til de nye ejere og at lede flytningen af restauranten fra Borgen til en anden og historisk lokation på Brogade.
Med flytningen fulgte et væld af logistiske og formelle udfordringer, men fokus på kvalitet har stået centralt. Det er lykkedes Karikatur at fastholde sin høje standard, hvilket tidligere på året blev bekræftet ved nomineringer i den danske Spiseguide – herunder kategorierne ’Årets Souschef’ og ’Årets Frokostrestaurant.
Det nye setup ses som en fordel for begge parter.
“Karikatur er landet fantastisk godt det nye sted og jeg vil fortsat besøge restauranten med stor glæde – i mine øjne er Karikatur i top, både hvad angår oplevelse og pris. Jeg er stolt af, hvad Karikatur er blevet i dag, og ser frem til at følge deres fortsatte rejse, Karikatur har aldrig stået stærkere end med Casper som køkkenchef og Pernille som restaurantchef – de leverer kvalitet i absolut topklasse, det gør hele teamet på Karikatur”, siger Krestian Muusmann til SønderborgNYT.
Den nye konstellation markerer en spændende fase for Karikatur, som er fast besluttet på at videreføre den høje standard og skabe unikke madoplevelser på sin nye adresse i hjertet af Sønderborg.
Trods flytningen har restauranten opnået hele tre stjerner i 2025-versionen af den Dansk Spiseguide, en markant præstation på den danske gastronomiske scene.


















