Den frivillige forening, Matematikcenter, er igen klar med gratis matematikhjælp på biblioteket i MultiKulturhuset. Matematikcenter tilbyder lektiehjælp i matematik til elever og studerende, der har behov for en ekstra hånd til den svære matematik eller som savner udfordringer i faget.
Corona forandrede hverdagen på godt og ondt og nedlukningen bød på store omvæltninger for dem, som anvender Matematikcenter: børn og unge, som fik vendt op og ned på deres hverdag derhjemme og i skolen. En stor andel af Matematikcenters frivillige matematikhjælpere skiftede den lokale lektiecafé på biblioteket i Sønderborg ud med den digitale på Webmatlive.dk. I snart halvandet år har frivillige fra Sønderborg hjulpet unge med matematiklektierne digitalt. Men nu melder de klar til start i lektiecaféen på biblioteket.
”Genåbningen af Danmark er godt i gang, og det betyder, at Matematikcenter skal finde sig selv igen efter en lang nedlukning i de lokale lektiecafeer. Elevernes onlineundervisning har haft konsekvenser for deres læring. Derfor er Matematikcenter glade for at vi har muligheden for at tage del i at hjælpe eleverne godt tilbage i skole og på gymnasiet”, fortæller frivilligkoordinator for Matematikcenter, Karin Charlotte Due Rahbek, i en pressemeddelelse
”Og nedlukningerne har desværre haft betydning for antallet af frivillige i Sønderborg. Vi leder derfor også efter nye frivillige, der vil være med til at løfte den her vigtige opgave, som der er et stort behov for”.
Der er et særligt behov for en indsats som Matematikcenter, hvis lektiecaféer og online tilbud, Webmatematik.dk og Webmatlive.dk er supplerende og gratis tilbud til unge, der har behov for ekstra hjælp i matematik. De frivillige formår at løfte et regnestykke op fra papiret og sætte det ind i en sammenhæng, der hjælper eleven til en bedre forståelse. De tegner og fortæller, hiver eksempler fra den virkelige verden ind, og de tager sig tid til uddybende forklaringer.
”Når elever og studerende i Sønderborg igen får muligheden for at træde ind ad døren hos Matematikcenter, så møder de en frivillig, der ønsker at dele deres begejstring for matematik med dem. Det tager noget af presset af eleverne og giver et frirum til at stille uddybende spørgsmål, uden at blive bekymret for at få en dårligere karakter. Det giver succesoplevelser, øger motivationen hos eleverne og giver mere mod på og interesse for matematik”, fortæller Karin Charlotte Due Rahbek.
Matematikcenters lektiecafé foregår hver tirsdag kl. 16.00- 18.00 på biblioteket i MultiKulturhuset.
Se mere på matematikcenter.dk