Mere end hver femte dansker mellem 15 og 89 år mener, at sex mellem to personer af samme køn er moralsk uacceptabelt. Det viser et nyt studie baseret på data fra Projekt SEXUS – verdens største undersøgelse af sin art.
Forpersonen hos LGBTQ+ Sønderborg er overrasket over resultatet:
”Undersøgelsens resultater kommer som en overraskelse for mig som forperson – ikke mindst fordi tallet er så højt. Men samtidig er det vigtigt, at problematikken nu bliver belyst. Det giver os noget konkret at arbejde videre med – både i samarbejde med lokale politikere og på landsplan”, siger Niels Christian Aahøj Bech til SønderborgNYT.
Undersøgelsen viser, at personer med homofobiske holdninger i højere grad er socialt dårligt stillede, og mange har aldrig modtaget seksualundervisning i skolen eller talt med deres forældre om sex i barndommen. Endvidere ses der en klar sammenhæng mellem homofobi og religiøs overbevisning, og homofobiske holdninger er særligt udbredte blandt personer med tilknytning til islam, Jehovas Vidner, Indre Mission og visse mindre kristne trossamfund.
Undersøgelsen er en national undersøgelse, der bygger på svar fra 31.808 danskere i alderen 15 til 89 år, men Niels Christian Aahøj Bech fra LGBTQ+ Sønderborg mener, at resultatet også er gældende i Sønderborg-området:
”Det er min klare opfattelse, at undersøgelsen også er dækkende for Sønderborg. Vi oplever desværre, at især synlige LGBTQ+ personer ofte bliver mødt med tilråb i bybilledet. Der er også enkelte tilfælde, hvor personer er blevet udsat for vold på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Derfor mener jeg, at ligestillingsministeren bør kigge ud over de større byer som København og Aarhus og sikre, at indsatsen mod diskrimination også kommer hele landet til gode – herunder Sønderborg”, siger forpersonen og uddyber:
”Undersøgelsen flugter i øvrigt med VIVEs trivselsundersøgelse fra 2023, hvor Sønderborg var blandt de kommuner med den højeste mistrivsel blandt LGBTQ+ personer. Selvom der er tale om to forskellige undersøgelser, tegner de et samlet og bekymrende billede af, hvordan det opleves at være LGBTQ+ person visse steder i Danmark – også her i Sønderborg”, siger Niels Christian Aahøj Bech fra LGBTQ+ Sønderborg.
Ifølge undersøgelsen fandt forskerne blandt andet ud af, at homofobiske holdninger forekommer langt hyppigere blandt mænd – 29 procent – end kvinder – 14 procent – og at andelen stiger med alderen. Hele 58 procent af mænd over 75 år finder sex mellem to personer af samme køn moralsk uacceptabelt, mod 16 procent blandt de 15-24-årige mænd.
Niels Christian Aahøj Bech mener, der er behov for konkrete og målrettede handleplaner – både nationalt og lokalt.
”Vi i LGBTQ+ Sønderborg efterlyser en lokal LGBTQ+ politik, der tydeligt sætter ind mod mistrivsel, diskrimination og hadforbrydelser. Der bør etableres et forpligtende samarbejde mellem kommune, politi og lokale LGBTQ+ foreninger, som kan tage hånd om problematikker som tilråb, vold og utryghed”, siger Niels Christian Aahøj Bech og håber, at især politikerne vil deltage i årets mange pride-begivenheder:
”Her kan de få et indblik i den virkelighed og hverdag, som mange LGBTQ+ personer i Sønderjylland lever med. Generelt håber jeg at se så mange som muligt fra kommunens befolkning tage del i Pride-ugen, som i år har fokus på temaerne: kønsidentitet, LGBTQ+ på arbejdsmarkedet og fastholdelse af LGBTQ+ personer i Sønderjylland”.
Forpersonen for LGBTQ+ Sønderborg mener, at blandt andet denne undersøgelse er et vigtigt afsæt for debat op til kommunalvalget:
”Vi ønsker et Sønderborg Kommune, hvor mangfoldighed er en styrke, og hvor alle har ret til at leve og elske frit – uden frygt for diskrimination eller vold”, siger Niels Christian Aahøj Bech til SønderborgNYT.
Du kan læse hele undersøgelsen på Statens Serum Instituts hjemmeside.























