Landsforeningen Ligeværd i Sønderborg havde inviteret psykolog Lis Augustenborg til at komme med et oplæg på debatmødet om inklusion i folkeskolen, hvor målsætningen er, at folkeskolen skal rumme 96 procent af alle børn fra hver årgang – og de sidste fire procent kan tilbydes en plads på en specialskole.
“Jeg er heldig, fordi jeg ikke er ansat i kommunen og ikke en del af nogle af systemerne, så jeg kan bare fortælle, hvad jeg oplever, når jeg møder børn og deres forældre i min praksis”, siger psykolog Lis Augustenborg til de godt 50 deltagere, der sidder på rækker i Fords udstillingslokale.
“Hvorfor går det supergodt med inklusionen nogle steder og ret skidt andre. Det kan man spørge sig selv om og svaret kan være, at ´der, hvor børn føler sig værdifulde og oplever, at de lærer noget, de steder går det godt”, siger psykologen.
Alle børn har udviklingsmuligheder i sig og sidder der et barn i en klasse, hvor det ikke udvikler sig, så skal der gribes ind.
“Vi skal ikke acceptere at barn bare er på tålt ophold i en klasse”, siger Lis Augustenborg. Hun får tilføjet, at hvis folkeskolerne skal kunne løfte, så skal der være penge til det.
Pas på diagnoserne
Der er gennem de seneste år kommet diagnoser til børn, som opfører sig anderledes end de fleste og der er forældre, der kæmper store kampe med kommuner og læger for at få en diagnose til deres barn.
“Og det er et tveægget sværd, der rammer barnet. Forældrene får diagnosen og kan føle, at barnets vanskeligheder ikke skyldes dem, men en sygdom. Til gengæld ligger det ligesom i kortene, at vi ikke rigtigt skal vente os noget af barnet”, siger Lis Augustenborg. Hun synes, det er en skidt måde at møde et barn på, fordi det ofte er små bitte ting, der skal til for at sikre, at alt bliver godt.
“Diagnoser er kun et værktøj, der kan bruges af fagfolk, når de snakker indbyrdes”.
Visitationer
Når lærere indstiller et barn til at modtage ekstra støtte i en klasse, så er det en slags handel.
“Lærerne ved, at det handler om penge, når der skal tilføres ressourcer til et barn i klassen. Derfor skriver de den værst tænkelige indstilling til barnet, så der kommer i hvert fald nogle ressourcer”, siger Lis Augustenborg. Hun ser hellere, at man inddrager de voksne, der er omkring barnet. Forældre, lærere, pædagoger og andre fagpersoner.
“Sammen kan de finde ud af, hvilken hjælp der er brug for, så hjælpeforanstaltningerne ikke ender med at blive en begrænsning for barnet”, siger Lis Augustenborg.
“Og så skal fællesskabet inddrages for at sikre, at alle får gode dage i skolen. Vejen mellem skole og hjem skal være kortere”.
Inklusion er, at vi ser bort fra det enkelte barn og holder fokus på fællesskabet.
Vi er fejlfindere
Når en folkeskoleklasse skal tage imod en dreng med ADHD, så vil der uden tvivl blive uro en gang imellem.
“Og så er vi hurtige til at sige, at alting var bedre, inden han kom med på holdet. Vi ser tilbage på den tid, hvor vi faktisk ekskluderede”, siger psykologen.
En løsning på uroen kan være at tænke i sammenhænge, altså på hele klassen og ikke bare drengen med ADHD.
“Glem alt om diagnoser og etiketter og lær at styre den proces, der udvikler et fælleskab i klasserne”, siger Lis Augustenborg.