En mand på 34 år er natten mellem lørdag og søndag blevet udsat for et voldsomt overfald udenfor værtshuset ‘Kom Tit’ på Storegade i Nordborg.
Ifølge politiet er der tale om et umotiveret overfald, hvor manden fra lokalområdet er blevet slået af et endnu ukendt antal personer. Han har pådraget sig alvorlige skader og er efterfølgende blevet indlagt på Odense Universitetshospital, hvor hans tilstand betegnes som alvorligt kvæstet.
“Sagen bliver efterforsket som grov vold, og vi vil meget gerne i kontakt med gæster eller andre, der har været i nærheden af Kom Tit natten til søndag og har set noget i forbindelse med overfaldet”, oplyser politikommissær Chris Thorning Vesterdal fra Syd og Sønderjyllands Politi.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke nærmere oplysninger om gerningspersonerne og efterlyser derfor vidner, der kan have set overfaldet eller andre uroligheder i og omkring værtshuset.
Politiet opfordrer alle, der har set noget eller har oplysninger i sagen, til at kontakte dem på telefon 114.
Rettelse 5/2-26 klokken 10:32: Manden blev overfaldet uden for værtshuset, ikke indenfor, som vi først fik skrevet.















