Mindretallet i chok: Tysk skoleforening vil lukke Lunden – forældre nægter at give op

8 mio. kroner til istandsættelse kan lukke tysk skole og børnehave

8 mio. kroner til istandsættelse kan lukke tysk skole og børnehave

24. oktober 2025 Nordborg Skrevet af: Lise Kristensen

I september fik forældrerepræsentanter ved den tyske børnehave og skole i Lunden at vide, at de på et møde på det tyske mindretals højborg Knivsbjerg den 1. oktober ville blive mødt med en indstilling om lukning af begge tyske institutioner.

Den tyske skoleforening, Deutscher Schul- und Sprachverein (DSSV), har ved en gennemgang af skoler og børnehavers tilstand målt op mod organisationens skrantende økonomi fundet frem til, at den ikke har råd til en påkrævet istandsættelse af bygningerne i Lunden til en skønnet udgift på 8 mio. kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi var overraskede og chokerede. Vi var ikke før blevet præsenteret for tallene og slet ikke for planerne om lukning af skole og børnehave her i Lunden. Jeg kommer selv fra Haderslev og har valgt at flytte her til Nordals, fordi her var tysk skole og børnehave, og vi kommer ikke til at køre vores børn til Sønderborg for at sende dem i tysk børnehave, hvis den i Lunden lukker”, siger forældrerepræsentant Lena Hommelhoff til SønderborgNYT.

På mødet på Knivsbjerg fik forældrene at vide, at DSSV ikke har råd til at drive institutionerne videre – og slet ikke til en omfattende bygningsrenovering. Skolen har 33 elever, og i børnehaven og vuggestuen er der 17 børn – alle samlet under samme tag – hvilket ikke er drastisk lave tal for mindretalsinstitutioner.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi har en masse forældre her med håndværksmæssig baggrund. De er villige til at påtage sig arbejdet med at renovere skolebygningen. Lukker skole og børnehave, er det også ude med kulturlivet inden for mindretallet, da den tyske roklub og andre foreninger har deres aktiviteter i skolen”, siger Lena Hommelhoff, der nu har frem til den 17. november til at komme med argumenter mod DSSV’s indstilling.

”Vi har ikke tabt kampen for skole og børnehave, men har kastet os ind i den. Vi har en grøn profil med bålhus, drivhus og et stykke skov her ved skolen i Lunden. Forældrene er allerede gået i gang med at renovere skolebygningen og har sparet 700.000 kroner. Vi kan slet ikke nikke genkendende til en istandsættelsessum på 8 mio. kroner. Vi mener nærmere, den ligger på omkring 5 mio. kroner, og der er stadig penge at spare”, fortæller skoleleder Marion Petersen, der absolut ikke anser kampen for de tyske institutioner som tabt.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi føler os meget overladt til os selv. Nu skal vi i Lunden finde en løsning. Man fratager folk her på Nordals deres tilhørsforhold til mindretallet, hvis skole og børnehave lukker. Det er meget overraskende, at vi står til lukning. Vi er dem, der står for skud på grund af en dårlig økonomi”, siger Lena Hommelhoff, der føler, hun og de øvrige forældre og mindretallet har kniven på struben.

De arrangerer løb og andre aktiviteter til støtte for skole og børnehave, og så forsøger de at mobilisere så mange som muligt i kampen for de tyske institutioners bevarelse i Lunden.