19 af områdets dygtigste og talentfulde musiske unge mennesker tager på turné rundt i landsdelen. De unge talenter kommer fra MGK i Sønderborg, hvor de er i gang med et tre-årigt musikforløb, som skal forberede dem til at søge op på en videregående musikuddannelse. MGK er et statsfinansieret musikforløb for særlig talentfulde unge musikere. Eleverne har alle bestået MGK-optagelsesprøven og bruger nu tre år af deres liv til at dygtiggøre sig på deres instrument. De unge mennesker lever alle med drømmen om engang at blive professionelle musikere eller musikundervisere, skriver Musikskolen.
Eleverne har gennem de sidste par måneder arbejdet på at sætte årets turnéprogram sammen. Temaet i koncerten er relationer. Det afspejler sig blandt andet i det sceniske udtryk, hvor alle rekvisitter er fundet hjemme hos de enkelte elever, og derfor har en personlig relation til eleverne.
Koncerten er ét lang sammenhængende stykke musik. Publikum bliver taget med på en musikalsk rejse igennem tid og genrer, lige fra hårdt swingende jazz til funk og pop med flere musikalske hilsner til Beatles, over til de store klassiske mestre. De mange musikstykker bliver bundet sammen af små stykker sang, dans og bevægelse – også kaldet SSB.
Turneen begynder tirsdag, hvor eleverne spiller på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund kl. 19.30. Dagen efter er der to koncerter. Første koncert er på Aabenraa Statsskole, og aftenens koncert kl. 19.00 foregår på Lunderskov Efterskole. Torsdag drager turnébussen mod Alssund-gymnasiet, hvor eleverne spiller torsdag middag.
Torsdag aften er turneen nået retur til musikskolen i Sønderborg, hvor MGK har hjemme til daglig. Her vil eleverne give det sidste de har i sig, for at give publikum en rigtig flot og alsidig koncertoplevelse.
Koncerten på Sønderborg Musikskole, begynder kl. 19.00.
Koncerten offentlig og samtidig er der også åbent hus arrangement, hvor interesserede kan komme og høre om MGK, hvad det betyder, indebærer og hvad det giver én af muligheder for at gøre musik til sin levevej.
Der er naturligvis fri entré til koncerten.