Nydamskolen: Lærer Ken Anker Holst modtager Naturfaglærerprisen

26. maj 2020 Sundeved

Elevers interesse for naturfag er i høj grad produktet af de undervisere, som de til daglig møder i folkeskolen. Er naturfagslærerne rigtig gode og forstår at få eleverne til at elske biologi, kemi og fysik, kan det præge unge mennesker i en sådan grad, at det kommer til at have indflydelse på deres karrierevalg i først gymnasiet og senere i livet.

I Danmark har vi mange dygtige naturfagslærere, og to af dem modtager nu Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2020 for deres arbejde og engagement i forbindelse med at vække unge menneskers begejstring for naturfag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Prisen uddeles årligt og er delt i to priser – én øst for Storebælt og én vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kroner, hvor 50.000 kroner er en personlig pris, mens 200.000 kroner går til skolen.

Kærlighed til elever med særlige udfordringer

En af de to prismodtagere er Nydamskolen i Vester Sottrup, hvor Ken Anker Holst har et særligt blik på eleverne med særlige udfordringer.

Ken Anker Holst har indrettet en kæmpe hal med forskellige rum på skolen, så eleverne kan boltre sig inden for mere håndværksmæssige emner som elektricitet og snedkeri over mod dét, som også kan være mere akademisk indenfor fagene fysik og kemi.

“Børn, der har det svært, håndterer ofte nederlag dårligt, og det sætter specielle krav til undervisningen, så de får nogle succeser. Hvis man vil lave noget med de her børn, skal man være meget velforberedt og have testet eksempelvis sine forsøgsopsætninger igennem 100 gange for at sikre sig, at de virker, og eleverne kan få en succesoplevelse. Til gengæld kan succeserne også være med til at løfte børnene ikke bare fagligt, men også socialt”, siger Ken Anker Holst i en pressemeddelelse.

På Nydamskolen vil Ken Anker Holst at bruge bevillingen fra Novo Nordisk Fonden til at lave nye faciliteter til undervisning i biologi og kemi.

“Pengene kommer som en helt uventet og kærkommen gestus, fordi det ofte er meget svært at få vores begrænsede midler til at række til alt det, som vi gerne vil gøre for og med eleverne” siger Ken Anker Holst.

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk