Nyt liv til Kultur og Idrætsnatten efter ekstraordinær generalforsamling

Ny bestyrelse giver håb for Kultur og Idrætsnatten

Ny bestyrelse giver håb for Kultur og Idrætsnatten

9. marts 2026 Kultur Skrevet af: John Brandt

Mandag aften blev der taget et vigtigt skridt for fremtiden for Kultur- og Idrætsnatten i Sønderborg, da foreningen bag arrangementet holdt ekstraordinær generalforsamling i auditoriet på Kasernen Den ekstraordinære generalforsamling blev indkaldt, efter at det ved den ordinære generalforsamling tidligere ikke lykkedes at samle en bestyrelse.

Mandag aften lykkedes det at vælge tre medlemmer til en ny bestyrelse, men der mangler fortsat ét medlem, før bestyrelsen er fuldtallig.

Afgående formand Rune Dohrmann bød velkommen til mødet og herefter blev generalforsamlingen åbnet med foreningskonsulent Janne Bonde fra DGI Sønderjylland som dirigent.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun gennemgik dagsordenen og gjorde opmærksom på, at indkaldelsen var udsendt med 12 dages varsel, selv om vedtægterne foreskriver 14 dage. De fremmødte besluttede dog at godkende generalforsamlingen som beslutningsdygtig.

Under mødet blev det også nævnt, at der ved den tidligere generalforsamling havde været revisorbemærkninger til regnskabet. Flemming Clausen fra Sønderborg Yacht-Club har i den forbindelse tilbudt at hjælpe den nye bestyrelse.

Det blev samtidig oplyst, at Sønderborg Kommune er positiv over for at hjælpe arrangementet videre. Når bestyrelsen er på plads, vil der blive taget kontakt til kommunen for at fortsætte dialogen og herefter gik generalforsamlingen videre til valget til bestyrelsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Steen Pedersen fra Røde Kors stillede op til en periode på to år. Han er i forvejen bestyrelsesmedlem og IT-ansvarlig i Røde Kors og havde også meldt sig som kandidat ved den ordinære generalforsamling.

“Jeg synes, det ville være synd, hvis Kultur- og Idrætsnatten døde hen. Det trækker mange tusinde mennesker til byen og skaber også omsætning. Derfor ville det være ærgerligt, hvis det bare stoppede. Jeg havde håbet, at vi kunne samle en bestyrelse, men jeg må nok indrømme, at jeg var lidt naiv. Derfor er det også rart, at vi nu er nået så langt”, sagde Steen Pedersen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Susanne Nielsen stillede op til bestyrelsen for en periode på ét år. Hun deltog i mødet som borger og uden at repræsentere en forening.

“Jeg læste, at det ikke lykkedes ved den ordinære generalforsamling. Så tænkte jeg, at jeg måtte komme og høre, hvad det handlede om. Jeg synes, det ville være synd, hvis arrangementet ikke fortsatte. Jeg havde haft lidt i overvejelserne, om jeg skulle stille op, men det var først her i aften, jeg besluttede mig. Et år kan jeg i hvert fald give”, fortalte hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jens Leerbeck blev også valgt til bestyrelsen. Han engagerede sig, efter at have læst om udfordringerne med at finde kandidater.

“Da jeg læste, at der var udfordringer med at finde folk til bestyrelsen, tænkte jeg, at der var noget, jeg kunne bidrage med. Jeg er ikke medlem af en forening, så jeg fik ikke invitationen til den ordinære generalforsamling og kom derfor for sent ind i processen. Derfor er jeg glad for, at jeg nu kan være med. Kultur- og Idrætsnatten er noget af det vigtigste for Sønderborg. Der kommer omkring 25.000 mennesker forbi, og der er masser af foreninger og idrætsklubber, der bakker op. Der er løb, aktiviteter og masser af liv i byen den fredag”, fortæller han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen blev dog ikke helt fuldtallig på generalforsamlingen. De tre valgte medlemmer fik derfor mandat til selv at finde det fjerde medlem til bestyrelsen. Den femte plads skal ifølge vedtægterne besættes af en repræsentant fra Folkeoplysningsudvalget.

“Der blev valgt en suppleant, og hvis det bliver nødvendigt, kan man trække suppleanten ind i bestyrelsen. Sammen med repræsentanten fra Folkeoplysningsudvalget vil man så have en fuldtallig bestyrelse”, forklarede Janne Bonde

Som suppleant blev Peter Bonde fra kørestolsrugbyforeningen valgt:

“Vi skal have Kultur- og Idrætsnatten op at stå, så vi kan komme videre”.

Efter generalforsamlingen var Rune Dohrmann glad over, at det lykkedes at få en ny bestyrelse på plads.

“Det er jeg rigtig glad for. Vi har brugt meget tid på at tale med folk og forberede dem på opgaven. Jeg kan godt forstå, at nogle har været lidt nervøse, fordi der er mange ting, der skal hænge sammen, blandt andet sikkerhed og krav fra kommunen. Jeg er også glad for, at vi kan aflevere det videre til dem her. Det er nogle kompetente mennesker, og jeg er sikker på, at de vil føre det videre i den rigtige ånd”, sagde en lettet Rune Dohrmann til SønderborgNYT.

Der blev også orienteret om underholdningen på Søndertorv under Kultur- og Idrætsnatten. Her opfordrer Tom Daugaard Poulsen, som i mange år har været speaker og koordinator på pladsen, foreninger til at melde sig, hvis de ønsker at optræde.

“Der er stadig plads i programmet. Hvis der er foreninger, der gerne vil optræde med gymnastik, dans eller andre aktiviteter, må de meget gerne tage kontakt”.

Foreninger, der ønsker at optræde på Søndertorv under Kultur- og Idrætsnatten, kan kontakte Tom Daugaard Poulsen senest den 1. juni på [email protected]
eller 40 42 47 85.

21. juli 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Nu begynder byggeriet af nyt naturhus til daginstitutioner

21. juli 2026 Politik

Nu går byggeriet af et nyt naturhus til daginstitutioner i gang ved Frydendal på Kær Vestermark. Naturhuset skal danne rammen om et permanent naturtilbud for børn fra Midtbyens Naturbørnehus og Børnehuset Parken, hvor naturen fortsat bliver en central del af hverdagen og læringen. Den nye bygning opføres i tilknytning til Naturvejledernes base ved Frydendal og […]

Læs mere...