Nyt samarbejde vil styrke syd- og sønderjyske virksomheder

3. juli 2018 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Det går godt for virksomhederne i Syddanmark.

Faktisk så godt, at manglen på kvalificeret arbejdskraft efterhånden er ved at være den største udfordring for at sikre fortsat vækst, skriver EASV i en pressemeddelelse.

Derfor vil områdets to store udbydere af efteruddannelse, IBA i Kolding og EASV i Esbjerg og Sønderborg, nu indlede et forpligtende samarbejde om et stærkt, samlet tilbud til områdets virksomheder.

Flere og bedre efteruddannelser

“Som erhvervsakademier er det vores fornemste opgave at sørge for, at virksomhederne i vores del af Danmark har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Og i en tid, hvor mange virksomheder netop oplever store udfordringer med at besætte ledige stillinger, er det ekstra vigtigt, at vi gør det nemt for dem også at opkvalificere deres eksisterende medarbejdere” siger Johanne Gregersen, der er bestyrelsesformand på Erhvervsakademi SydVest med campus i Esbjerg og Sønderborg og formand for Teknisk Landsforbund Sydvest.