Økonomiudvalget har en klar ambition: Varmepriserne på Nordals skal ned. Men når det handler om at hjælpe SONFOR med kapitalindskud og lavere garantiprovision, er lovgivningen en mur, politikerne ikke kan komme udenom.
Et enigt udvalg har derfor sagt nej til tre ansøgninger fra SONFOR, men samtidig besluttet at sætte gang i nye undersøgelser, der kan bane vejen til billigere varme. En mulig fusion af de lokale varmeselskaber nævnes som et af de spor, der nu skal følges.
”Økonomiudvalget har stor forståelse for den situation, varmeforbrugerne på Nordals står i. Økonomiudvalget ønsker derfor at fortsætte dialogen med SONFOR for at opnå lavere varmepriser for kunderne på Nordals. Det er også derfor, at Økonomiudvalget ønsker at sætte gang i en undersøgelse for en mulig fusion mellem SONFOR Varme A/S, SONFOR Resort Varme A/S og Sønderborg Varme A/S med henblik på at nedbringe de samlede varmeomkostninger”, siger borgmester Erik Lauritzen.
De tre afviste ansøgninger handlede om kapitalindskud til finansiering af underdækning og forurening, tilskud til en fusionsundersøgelse samt en reduceret sats for garantiprovision. Ifølge Kommunalfuldmagtsreglerne, EU’s statsstøtteregler og Varmeforsyningsloven har kommunen ganske enkelt ikke lovhjemmel til at give den slags økonomisk støtte.
Første viceborgmester Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti understreger, at der stadig arbejdes intenst på at finde løsninger:
”SONFORs bestyrelse undersøger flere muligheder for at nedbringe varmepriserne, og helt aktuelt undersøges muligheden for at nedbringe finansieringsomkostningerne. Men Sønderborg Kommune har desværre ikke lovhjemmel til at yde de ønskede kapitaltilskud eller nedsætte garantiprovisionssatsen. Økonomiudvalget er dog indstillet at tage sagen op igen, så snart lovgrundlaget giver mulighed for det. Vi vil bakke op om SONFORs bestyrelse i arbejdet med at afsøge andre muligheder for lavere varmepriser”.
Garantiprovisionen er en betaling, kommunen skal opkræve, når den stiller garanti for lån. Den skal afspejle risikoen ved garantien, og derfor kan kommunen ikke blot vælge at nedsætte satsen. Til gengæld peger kommunens revisionsselskab på flere andre konkrete veje, SONFORs bestyrelse kan gå, og dem håber Økonomiudvalget nu, at selskabet vil udforske. Det oplyser Sønderborg Kommune.
SønderborgNYT har rakt ud til både Erik Lauritzen og Stephan Kleinschmidt for at høre mere om de andre muligheder, som Økonomiudvalget indstiller til Byrådet at afsøge for at give varmeforbrugerne lavere priser, udover en mulig fusion af SONFORs varmeselskaber og Sønderborg Varme.
De er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelse, inden denne artikel blev publiceret.
Dagens beslutning omkring SONFOR på mødet i Økonomiudvalget skal endeligt godkendes på byrådsmødet senere onsdag. Her kan fjernvarmekunderne muligvis få svar på, hvilke andre muligheder politikerne ser for at få fjernvarmeprisen ned på Nordals – ud over at se på en fusion af varmeselskaberne – når punkterne skal drøftes, mens offentligheden kan følge med.
Byrådsmødet starter klokken 17:00.
Selv om afgørelsen ikke faldt ud, som SONFOR havde håbet, tager direktør Christian Udby beslutningen til efterretning og ser nye muligheder i horisonten.
”Vi er selvfølgelig ærgerlige på vores kunders vegne over, at kommunen ikke her og nu kan sænke garantiprovisionen”, siger han. Han understreger dog, at sagen langt fra er lukket, fordi kommunens finansielle politik giver mulighed for at matche private lånetilbud”, oplyser SONFOR i en pressemeddelelse.





















