Ombudsmanden går ind i sag om krav til at medbringe egen PC på Nørreskov-skolen i Nordborg

11. marts Nordborg

I juli måned 2017 besluttede skolebestyrelsen på Nørreskov-Skolen i Nordborg, at skolen fremover forventede at eleverne på 3. årgang selv skulle medbringe en bærbar PC og det fik efterfølgende en forælder til at klage til Folketingets Ombudsmand over skolen.

Ombudsmanden er nu gået ind i sagen for at undersøge, om Nørreskov-Skolen, og dermed Sønderborg Kommune, er gået for langt i forhold til det lovfæstede princip om, at undervisningsmidler skal stilles gratis til rådighed i folkeskolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Også Undervisningsministeriet er inddraget i undersøgelsen.

”Klagen handler om det helt centrale princip, at undervisningen i folkeskolen skal være gratis. Derfor har jeg også inddraget Undervisningsministeriet i den nye undersøgelse”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, der har bedt om at få svar inden 10 uger.

I 2010 udtalte ombudsmanden sig om anvendelsen af princippet BYOD (Bring Your Own Device) i folkeskolen. Han var enig med Undervisningsministeriet i, at det ikke kan kræves, at elever i folkeskolen skal medbring deres egen computer. Undervisningsministeriet vurderede dengang, at der ikke var tale om et generelt problem i folkeskolen og spørgsmålet har siden været oppe at vende flere gange, senest i et samråd i Folketingets Uddannelsesudvalg i foråret 2017.

Ombudsmanden oplyser, at hvis undervisningen er baseret på brug af f.eks. computere eller tablets, skal folkeskolen stille disse gratis til rådighed for elever, der ikke ønsker at benytte deres eget udstyr. Skolerne må altså godt opfordre forældrene til at lade deres børn medbringe egen computer mv., men det skal klart og tydeligt tilkendegives, at det ikke er et krav.

Nørreskov-Skolen i Sønderborg skrev i juli måned 2017 bl.a. følgende til forældre til børn på skolens 3. årgang, under overskriften ’Nye IT-tider på Nørreskov-skolen – Bring Your Own Device (BYOD)’:

”Skolens bestyrelse har vedtaget, at vi tager næste skridt med BYOD og er startet med udskolingen. Derudover udrulles de enkelte årgange, efterhånden som vores kapacitet er klar til dette. Det forventes dermed, at eleverne fremover selv har deres IT-udstyr med i form af en bærbar PC. Det er muligt at leje et skab på skolen med stikkontakt, hvor udstyret kan opbevares, hvis dette ønskes. Såfremt man som forældre, i helt særlige tilfælde, ikke har mulighed for at stille en PC til rådighed for sit barn, kan forældrene ansøge skolens ledelse om at få stillet en låne-PC til rådighed.”

Skrevet af: Michael michael@sonderborgnyt.dk

Læs også...