Den verdensberømte tenor og vinder af Britain’s Got Talent, Paul Potts, gæster Sønderborg i det nye år, når han tager publikum med på en musikalsk rejse fyldt med store operaklassikere og festlige nytårstoner.
Fredag den 30. januar 2026 indtager han scenen på Sønderborg Teater, hvor hans karakteristiske stemme og nærvær vil sætte rammen for en aften, der både rører og begejstrer.
Efter sidste års populære koncertturné får nytårskoncerterne denne gang et særligt dansk islæt. Med på scenen er den anerkendte danske sangerinde Helene Hørlyck, som efter mange år i England er tilbage i Danmark. Hendes lyse, nærværende stemme smelter sammen med Potts’ kraftfulde tenor, og sammen med hans faste pianist skaber de en koncert, der kombinerer passion, nærhed og imponerende vokalpræstationer.
Paul Potts’ egen historie er lige så bemærkelsesværdig som hans stemme. Fra jobbet i et supermarked til sejr i Britain’s Got Talent i 2007 – og derfra videre til verdensscenerne, topplaceringer på hitlister i 13 lande og en Hollywood-film om hans liv, ‘One Chance’, med James Corden i hovedrollen.
Trods den internationale succes er det stadig mødet med publikum og musikkens særlige kraft, der driver ham – noget publikum i Sønderborg nu får lov til at opleve helt tæt på.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.















