Politiet jagter de livsfarlige bilister ekstra meget op til jul

Arkivfoto

Arkivfoto

30. november 2013 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Årets første store julefrokostaften fredag aften gav travlhed hos politiet.

– Der var ekstra mange berusede folk rundt omkring, siger politiets vagtchef Ole Aamann.

Med julefrokosternes komme øges politiets spritkontroller og her i regionen gav kontrollen og de almindelige patruljetjek seks sager om spirituskørsel i løbet af aftenen og natten.

Og politiet var stadig på kontrol lørdag morgen for at tjekke, om folk, der henter morgenbrød i bil, også har fået spritten ud af blodet, inden de sætter sig bag rattet, oplyser vagtchefen.

Artiklen fortsætter under annoncen

I følge politiets egne tal, så er spritkørsel skyld i hver femte dødsulykke i trafikken.

I Syd- og Sønderjylland blev der i årene 2008-2012 dræbt 25 mennesker i trafikulykker, hvor der var spiritus indblandet og 173 er kommet alvorligt til skade på grund af spritulykker i samme tidsrum.