Syd – og Sønderjyllands Politi søger i øjeblikket en akademisk analysemedarbejder – og det handler om at bygge bro mellem de to verdener, fortæller leder af det Kriminalpræventive Sekretariat, Christian Østergaard.
– Det ene kan ikke afløse det andet, men hvis vi arbejder sammen om at få den akademiske viden bragt ud i politisystemet, så kan vi komme et langt stykke videre, siger han til dr.syd.
Den kommende kollega skal være med til at gennemføre flere forebyggelsesprojekter, der skal give ny viden til at bekæmpe indbrudskriminaliteten i både private hjem og erhvervsområder. Og her kommer spørgeskemaundersøgelser og værktøjer fra universitetet ind i billedet.
Det betyder færre betjente
Hos Syd – og Sønderjyllands Politiforening anerkender formand Niels Hedeager, at andre faggrupper kan bidrage til politiets arbejde.
Men der skal være en balancegang. For lønningerne til både betjente og akademikere kommer fra den samme pose, hvor lønsummen ikke bliver større.