Hele to politiske udvalg har i den forgangne uge drøftet, hvad der skal ske med kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion, som har medført massive protester og klager fra naboer over støj. Klagerne har også ført til et påbud fra miljømyndighederne, hvor kommunen fortsat mangler at opsætte en fire meter høj støjskærm, som senest skal være på plads i august måned.
Men naboerne kommer til at vente endnu længere på en løsning, da politikerne nu har besluttet at sende sagen tilbage til forvaltningen.
SønderborgNYT har rakt ud til alle medlemmer af både Natur-, Klima- og Miljøudvalget samt Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, som begge havde punktet på dagsordenen i denne uge, men kun ét udvalgsmedlem har valgt at vende tilbage på vores henvendelse om, hvad der nu skal ske. Hverken Venstres, Slesvigsk Partis eller Socialdemokratiets udvalgsmedlemmer har ønsket at kommentere sagen over for os.
Men det har Asger Romme Andersen fra Enhedslisten, som også er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, til gengæld, og han mener, at der skal findes en løsning for idrætten ved Sønderborg Stadion, der ikke går ud over naboerne:
”Som en, der selv har løbet rundt og hujet på fodboldbaner nær og fjern, er jeg stor tilhænger af at fremme idrættens vilkår. Men det bliver nødt til at ske på en måde, der er respektfuld over for omgivelserne og som minimum ikke er i konflikt med loven”.
Der er fire forslag til, hvordan den eksisterende kunstgræsbane kan håndteres. Den dyreste løsning er at bevare banen og opsætte en støjskærm til 6,8 mio. kroner. En anden løsning er en ny bane ved Stråbjergvej kombineret med begrænset brug af den nuværende – det koster 6,6 mio. kroner, mens en fuld nedlæggelse og flytning til ny placering anslås til 6,3 mio. kroner. Den billigste løsning er at flytte banen 14 meter mod nord, hvilket reducerer arealet, men kun koster 1 mio. kroner.
”Vi skal have rettet op på to ting. Vi skal dels sikre, at idrætsaktiviteterne foregår inden for lovens rammer, og vi skal have genskabt det gode forhold til naboerne ved stadion. Men vi bør undgå at etablere en dyr støjmur til næsten 7 mio. kroner. Det er ikke nogen rigtig god løsning for nogen”, siger Asger Romme Andersen til SønderborgNYT.
Udvalgsformanden mener, at hvis ikke støjgrænserne kan overholdes ved at indskrænke brugen af banerne, så må eftermiddags- og aftenidrætsaktiviteter flyttes til andre baner i Sønderborg by. Og kan de eksisterende baner i byen ikke rumme aktiviteterne, så må der etableres nye baner et sted, hvor der er mulighed for det. Konkret foreslår han nye baner ved Alssund-Skolen, som kan være med til at styrke den nye skoles idrætsprofil.
Asger Romme Andersen ønsker også at skabe et respektfuldt samarbejde med naboerne til kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion:
”Et forslag kan være at etablere et brugerråd til banerne, der inkluderer repræsentanter for naboerne og de forskellige brugere af banerne ved stadion. I samarbejde kan parterne være med til at finde løsninger, der kan sikre et gensidigt respektfuldt samliv omkring banerne. Kan man for eksempel tillade lettere teknisk træning i ydertimerne, der ikke støjer væsentligt? Kan man kædelåse målene sammen efter sidste træning for at begrænse den uautoriserede brug af banerne? Kan man lave aftaler, der begrænser spillernes henten bolde og tisseri i nabohaverne?”, siger formanden for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Asger Romme Andersen.
SønderborgNYT har også spurgt formanden for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Christel Leiendecker fra Slesvigsk Parti, om en kommentar til, hvad hun mener, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Vi har også rakt ud til Venstres og Socialdemokratiets medlemmer af udvalgene, men heller ikke her har man ønsket at kommentere sagen.
Hvad næste skridt er i sagen, og hvornår naboerne får vished for, hvilken løsning der vælges for kunstgræsbanen ved Sønderborg Stadion, er derfor uvist på nuværende tidspunkt.
Men noget tyder på, at de må væbne sig med tålmodighed, før en løsning er på plads.





















