Skal kunstgræsbanen blive, flyttes eller nedlægges? Politikerne står over for milliondyr beslutning

Naboernes protest mod kunstgræsbane kan blive en dyr affære. Arkivfoto

Naboernes protest mod kunstgræsbane kan blive en dyr affære. Arkivfoto

9. juni 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

I 2022 etablerede Sønderborg Kommune en ny kunstgræsbane ved Sønderborg Stadion og Ringriderpladsen, men da banen ligger tæt på boligområder, har mange naboer i området klaget over støj, som SønderborgNYT skrev om i maj.

Klagerne har blandt andet ført til et påbud fra miljømyndighederne, hvor kommunen har opfyldt de fleste krav i påbuddet – bortset fra ét: Opsætningen af en fire meter høj støjskærm, som senest skal være på plads den 11. august 2025.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig har naboerne også klaget over, at kommunen gav sig selv tilladelse til at etablere kunstgræsbanen og opsætte hegn, selvom det ikke var i overensstemmelse med den gældende lokalplan. Planklagenævnet har nu givet naboerne medhold og bedt kommunen behandle sagen på ny.

Alt dette betyder, at fremtiden for kunstgræsbanen nu skal drøftes blandt politikerne i både Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget og i den forbindelse har forvaltningen foreslået fire mulige løsninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den første mulighed er at beholde banen, som den er, og opsætte den krævede støjskærm. Denne løsning forventes at koste 6,8 millioner kroner.

Den anden mulighed er at bygge en ny bane et andet sted – for eksempel på Stråbjergvej ved Humlehøj-hallerne – og samtidig begrænse brugen af den nuværende bane til dagtimerne for at overholde støjgrænserne. Denne løsning vurderes at koste 6,6 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

En tredje løsning går ud på helt at nedlægge kunstgræsbanen ved stadion og retablere området som en almindelig græsbane. I stedet opføres en ny kunstgræsbane et andet sted. Denne løsning forventes at koste 6,3 millioner kroner.

Endelig er der en fjerde og billigere mulighed, hvor banen blot flyttes 14 meter mod nord for at øge afstanden til naboerne. Det vil dog betyde, at banen bliver cirka 1.000 kvadratmeter mindre. Denne løsning vurderes at koste 1 million kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ingen af løsningerne er endnu undersøgt i detaljer, og der er heller ikke afsat penge til dem. Til sammenligning kostede den nuværende kunstgræsbane lidt over 6 millioner kroner at etablere.

Målet er, at politikerne skal drøfte forslagene til en løsning, og at kommunen efterfølgende går i dialog med naboerne.

Sagen behandles i Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget på de respektive udvalgsmøder på onsdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan læse mere om de forskellige muligheder her.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...