Politisk analyse: Hvilke scenarier er i spil efter Venstres borgmesterkandidatskifte?

Valgplakater i gågaden til kommunalvalget 2021. Arkivfoto
Valgplakater i gågaden til kommunalvalget 2021. Arkivfoto
11. februar 2025 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

I dag meddelte Venstre, at Jimmy Simonsen er Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget i efteråret og dermed træder Ellen Trane Nørby et skridt tilbage, da hun vil søge genvalg som menigt medlem af byrådet og ikke borgmesterkandidat.

Med den nye udvikling i Venstre er spørgsmålet, hvilken betydning det kan få, når sønderborgerne skal stemme til november.

Anders Stubkjær, lektor i engelsk og samfundsfag på Sønderborg Statsskole, deltager i arbejdet med at analysere resultaterne af den valgundersøgelse, som en række elever fra Sønderborg Statsskole har gennemført, og som SønderborgNYT præsenterede i søndags.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi har bedt Anders Stubkjær om hans vurdering af, hvilke scenarier der nu er i spil i byrådet, med afsæt i resultaterne af valgundersøgelsen og det faktum, at Jimmy Simonsen nu er ny borgmesterkandidat for Venstre.

“Et udfald af valget kunne blive en form for status quo-situation, hvor de etablerede partier formår at fastholde magten på samme niveau. For at det skal ske, skal Socialdemokratiet og Venstre formå at lægge afstand til landspolitikken og skabe en troværdig lokal dagsorden. Det interessante bliver at se, hvordan Venstre vælger at gribe valgkampen an, nu hvor partiet står med den dobbelte udfordring, at partiets nye borgmesterkandidat ikke er kendt på samme måde som Ellen Trane Nørby – og det skal ændres hurtigt”, siger Anders Stubkjær til SønderborgNYT og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Lykkes det for de gamle partier at fastholde magten, vil det fortsat være et byråd, der er domineret af de to politiske poler. Der kan dog komme enkelte forandringer i fordelingen af mandater til de mindre partier. Hvis dette scenarie bliver til virkelighed, kunne det tænkes, at borgmester Erik Lauritzen vil stå relativt stærkt i kampen om borgmesterposten”, vurderer Anders Stubkjær og tilføjer:

“Hvis både Socialdemokratiet og Venstre går tilbage, som en del tyder på netop nu, kan det resultere i et fragmenteret byråd, der kommer til at bestå af flere små partier og partier, der kun er repræsenteret med ét mandat. Det kan gøre det vanskeligt at forme en samlet politisk retning og sikre stabile flertal. Det vil kræve en særlig form for samarbejde – måske en lokal version af den tidligere så højt besungne ‘Marienborg-ånd’ fra 2022, hvor partierne blandt andet satte ideologiske uenigheder til side for at sikre stabilitet. Det lykkedes – i hvert fald for en tid”, siger Anders Stubkjær.

Artiklen fortsætter under annoncen

Anders Stubkjær stiller det retoriske spørgsmål, om der med skiftet hos Venstre med et slag er blevet endnu sværere at gisne om fremtidens sammensætning af byrådet. Gad vide, om det i denne situation kunne tale til Jimmy Simonsens fordel, hvis han er i stand til at markere sig som en ny kandidat?

Han tilføjer, at hvis Liberal Alliance trækker en vælgermæssig jackpot til kommunalvalget, og hvis Venstre – som meget tyder på lige nu – går tilbage, så er det ikke nødvendigvis hugget i sten, at det bliver Venstre med en ny borgmesterkandidat, der ender med at tage borgmesterkæden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et tredje scenarie kan blive en politisk joker, vurderer Anders Stubkjær.

“Vil det lykkes for Socialistisk Folkeparti at omsætte deres nationale fremgang til lokal opbakning og dermed genindtræde i byrådet? Vælgerpotentialet og opbakningen nationalt er tydelig, men succesen afhænger af, om partiet opstiller kandidater, der kan bryde gennem den politiske lydmur med et overbevisende valgprogram, som får sønderborgerne til at bakke op om det fremadstormende parti. Sker det, kunne venstrefløjen komme til at stå stærkt”, konkluderer Anders Stubkjær med afsæt i valganalysen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Valgundersøgelsen fra Sønderborg Statsskole viser også, at hele 21.000 ’bonus-stemmer’ – vælgere, der enten ikke stemte i 2021 eller nu står uden en naturlig kandidat – kan komme i spil.

“Ved det seneste kommunalvalg var der 19.000 borgere, der lod være med at gå ned i stemmeboksen og sætte deres kryds. Samtidig er Stephan Kleinschmidts 2.000 personlige stemmer i realiteten i spil. Fra valgforskningen ved vi, at vælgere beslutter sig senere og er mindre trofaste end tidligere. Hvis kandidaterne – de kendte såvel som de nye – kan motivere denne gruppe borgere til at stemme, så vil det kunne gøre valget til et af de mest uforudsigelige i Sønderborgs nyere historie”, slutter Anders Stubkjær fra Sønderborg Statsskole.

Om valgundersøgelsen:
Valgundersøgelsen er foretaget af elever fra Sønderborg Statsskole som en del af et læringsforløb understøttet af Søren Peter Iversen, lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi.
Undersøgelsen bygger på 568 brugbare svar fra personer bosiddende i Sønderborg Kommune, som er 18 år eller ældre.
86,4 procent har angivet, at de vil stemme på et af de nævnte partier, mens 13,6 procent svarer andet eller ved ikke.
Fremgang og tilbagegang er angivet i procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021.

19. marts 2025 Politik, Sønderborg

Borgmesteren: Vi arbejder hårdt på at blive 77.000 indbyggere, men det er ikke afgørende at nå det præcist i 2030

19. marts 2025 Politik

Alle i byrådet, bortset fra Enhedslisten, står bag målsætningen om, at Sønderborg Kommune skal have 77.000 indbyggere i 2030, men på et pressemøde efter onsdagens møde i økonomiudvalget, sagde borgmester Erik Lauritzen, at det ikke er så vigtigt, om det lige præcis er i 2030, at der skal være 77.000 sønderborgere. ”Nej, det er ikke […]

Læs mere...