Universe gør klar til endnu en travl sæson med tusindvis af gæster, og nu er jagten gået ind på omkring 50 nye sæsonmedarbejdere til sommersæsonen 2026.
Den populære oplevelsespark i Nordborg skal bemande alt fra gæsteoplevelser og madservering til renholdelse og support – og der er både plads til unge på sommerferiejob og til medarbejdere, der kan følge sæsonen helt frem til oktober.
Hvert år lægger mere end 120.000 gæster vejen forbi parken på Als for at opleve naturvidenskab, teknologi og aktiviteter for hele familien. Bag kulisserne er det de ansatte i de karakteristiske grønne trøjer, der får hverdagen til at fungere, når gæsterne strømmer til.
Ifølge Universe er det langt fra usædvanligt, at medarbejdere vender tilbage sæson efter sæson – noget, ledelsen ser som et tegn på et stærkt arbejdsmiljø.
“Vi er stolte af, at mange af vores sæsonmedarbejdere vender tilbage sommer efter sommer. Det siger noget om det fællesskab og den arbejdsglæde, vi har i Universe. Nu inviterer vi nye kollegaer til at blive en del af det”, siger Mikael Vestergaard, salgs- og marketingchef i Universe Science Park.
De kommende medarbejdere får en grundig oplæring, inden sæsonen går i gang. Samtidig bliver de tilknyttet et primært arbejdsområde, men med mulighed for at prøve flere forskellige funktioner i løbet af sommeren.
Stillingerne fordeler sig på områderne Oplevelse, Food, Gæstesupport og Renholdelse. Ansøgningsfristen er sat til 1. juni 2026 og du kan læse mere her.
Universe Science Park åbnede i 2005 og er i dag Danmarks eneste oplevelsespark med fokus på at kombinere underholdning og naturvidenskabelig formidling. I 2024 blev parken kåret til årets tech- og scienceoplevelse.















