Radikale: Socialdemokraterne skal se at komme videre

18. oktober 2013 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Byrådskandidat Kristian Myrhøj, Radikale Venstre, skriver:

Borgmesterkandidaten for Socialdemokraterne skrev fornylig et læserbrev, hvor han kommenterede et af mine indlæg.

Desværre falder forsøget til jorden. Der har nemlig indsneget sig nogle fejl, som hverken er særlig saglige eller borgmesteragtige.

Han skriver blandt andet, at jeg er i konflikt med min ”radikale kollega i Byrådet”.

Kristian Myrhøj synes, Erik Lauritzen gør sig umage med at finde uenigheder.

Kristian Myrhøj glæder sig over enighed om det væsentlige – og undres over resten af Socialdemokraternes skriveri.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er forkert.

Jeg har aldrig siddet i Byrådet. Jeg har ikke engang prøvet at være opstillet før. Det er dog rigtig, at jeg denne gang stiller op, fordi jeg håber på, at kunne gøre det mindst lige så godt, som dem der sidder der i forvejen.

Indlægget fra Socialdemokraternes kandidat bekræfter, at det nok ikke er umuligt.

Den ”kollega” han omtaler, har de seneste 4 år siddet sammen med ham selv i Byrådet. Så han burde være bekendt med, at vedkommende hverken sidder i Byrådet for – eller opstiller til –  kommunalvalget for Radikale Venstre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis han er bekendt med det, så synes jeg hans indlæg er meget usaglig.

Hvis han ikke er bekendt med det, så står det endnu værre til.

Uenighed for princippernes skyld?

Værst af alt er, at når man læser hele hans indlæg, så er han faktisk enig med mig.

Så hvorfor bruge tid på usagligt skriveri?

Lad os nu komme videre.

Ligegyldigt hvem der bliver valgt, og hvem der bliver borgmester, så skal flertallet af de 31 i Byrådet arbejde sammen, hvis vi virkelig skal rykke noget til gavn for hele Sønderborg Kommune.