Den internationale filmfestival, Green Screen Film Festival, gæster Alsion og Sønderborg for tredje gang.
Fredag klokken 19 hedder det atter: Sæt Disneysjov på pause og tag hele familien med i Koncertsalen Alsion til gratis film af bedste skuffe.
Europas næststørste festival for naturdokumentarfilm, Green Screen Film Festival, ruller til Sønderborg med film af visuelt flotteste skuffe. Koncertsalen Alsion stiller biograflærred op på scenen, så filmen får noget af Europas bedste akustik til at understøtte lydsporet, skriver Sønderborg Event i en pressemeddelelse.
Fra savanne til permafrost
Det drejer sig traditionen tro om to film fra øverste kvalitets-hylde på den internationale dokumentarfilmsbranche. Belgiske Tanguy Dumorter har begået ”Extraordinary Africa”, der i storladne billeder fortæller om livet i Zakouma National Park: Halvdelen af året er der knastørt, og der er kamp på liv og død om de få mudder- og vandhuller. I årets anden halvdel åbner himlens sluser sig, og regnen oversvømmer jorden, og alt er et frodigt, sprudlende paradis.
Film nummer to er ”Sneuglens rejse” af tyske Klaus Weissmann. Der er nærmest tale om et vintereventyr om den imponerende fugl, der en sjælden gang imellem rejser fra Arktis ned til vore breddegrader. Filmen følger denne sjældne rejse og er allerede blevet rost for sin skønhed.
Filmaftenen starter klokken 19, og der er gratis entré.
Begge film egner sig til hele familien.
Videnskab i børnehøjde
Fredag formiddag vil flere hundrede skolebørn indtage koncertsalen til en særlig skoleforevisning. Her er det ligeledes en tradition, at en række natur- og miljøforeninger samt House of Science under Vidensby Sønderborg kommer med sin store pædagogiske kuffert og formidler naturvidenskab på en sjov og børnevenlig måde.
“Formidlingen sker fra elev til elev. I år er det 8. – 9. klasserne fra Augustenborg og Ulkebøl skolernes science-linje, der skal lære de fremmødte børn noget om naturvidenskab. De har inden da besøgt filmfestivalen i Eckernförde for at forberede sig på opgaven”, siger Michael Stender fra House of Science.
Filmfestivalen i Alsion markerer dermed startskuddet på den landsdækkende Dansk Naturvidenskabsfestival til skolebørn, der i år har temaet ”Hjerte og hjerne”. Sidstnævnte festival er finansieret af Nordea-fondens pulje til naturvidenskabsfestival.
Læs mere på www.greenscreen-festival.de