Serie af indbrud – nok de samme gerningsmænd

29. november 2018 112 Skrevet af: Ole Kæhler

Natten til torsdag skubbede nogle indbrudstyve dørene op i SuperBrugsen i Augustenborg og gik indenfor.

“Det skete klokken 03.34 i nat og det ser ikke ud til, at tyvene fik noget med sig derfra”, siger Lars Ole Thomsen fra Politiet.

Kort tid efter – klokken 03.40 blev dørene i Rema 1000 presset op.

“Og her stjal gerningsmændene cigaretter og Lotto-kuponer”, siger Lars Ole Thomsen.

Og kun fem minutter senere smadres der en rude i værtshuset Wagges i Guderup.

“Men da indbrudstyvene kommer indenfor, bliver de overrasket af en medarbejder på stedet, så de stikker af derfra i en mørk bil”, siger Lars Ole Thomsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Politiet mener, der er de samme gerningsmænd, der har været de tre steder.

“Vi kan selvfølgelig ikke sige det 100 procent, men andet vil være mærkeligt, når man ser på tidslinien”, siger Lars Ole Thomsen.