Forleden besøgte en 8. klasse fra Ølsted museet i skanserne og blev klogere på et vigtigt kapitel i den danske historie og torsdag skulle eleverne forholde sig til nutid og fremtid, da de besøgte ProjectZero, hvor de fik et kort oplæg fra Ellen Lykkeby Myhrmann, som fortalte om biogas, solceller og mange andre af ProjectZeros mærkesager, der skal gøre Sønderborg CO2-neutral i 2029.
“Nu kan I selv prøve at arbejde lidt med en idé, der lokalt, nationalt eller globalt fører til mindre CO2”, sagde Ellen Lykkeby Myhrmann til eleverne, som blev fordelt i grupper.
Eleverne syntes, der er mange ideer, man kan kaste sig over.
“Faktisk alt for mange”, sagde de.
En gruppe blev hurtigt konkrete og tog fat på at få mere samkørsel.
“Hvis vi bliver mindre egoistiske, så kan vi allesammen være med til sørge for, at der sidder mere end én i hver bil”, sagde Lærke fra skolen i Ølsted. Hun og hendes gruppe ser gerne, der kommer ‘samkørsels-stoppesteder’, hvor bilisterne kan samle passagerer op.
“Og så vil det også hjælpe, hvis den kollektive transport blev gjort mere brugbar og attraktiv”, sagde Emma til SønderborgNYT.
Børnenes lærer kan sagtens forestille sig, det vil give mening at gøre den kollektive transport i hele landet gratis.
“Der spares jo en masse penge til billetkontrollører, salgssteder og administration”, sagde han og tilføjede, at det ville være alletiders også for turister, at de kan lade bilen stå og rejse gratis rundt hele Danmark.
Det giver også mindre slid på vejene, mindre behov for motorveje og vejudvidelser, færre trafikuheld og – ikke mindst – bedre klima.
Verdensmål er hverdag
Skolen i Ølsted er med i UNESCOs Verdensmål, så det med bæredygtighed er hverdag for hele skolen.
“Verdensmål er et valgfag, hvor vi ser på, hvad andre lande gør indenfor bæredygtighed og det inspirerer til, hvad vi selv kan gøre. Vores ideer sætter vi ned på et stykke papir og så skal vi forklare dem til de mindre klasser på skolen”, sagde Andreas. Skolen har blandt andet tæt kontakt med en skole i Indien, men de seneste måneder har brevvekslingen handlet om Corona.