Skolerne i Sønderborg åbner igen mandag

25. april 2013 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag klokken 10 greb Regeringen ind i den næsten fire uger lange konflikt mellem lærerne og KL. I løbet af dagen præsenterer Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen lovforslaget i Folketinget og det skal så gennem tre behandlinger i weekenden, så skolerne kan lukke elever og lærere indenfor fra mandag.

Når regeringen griber ind i konflikten nu, så handler det meget om, at meningsmålinger viser, at mere end halvdelen af befolkningen ønsker et indgreb. Hidtil havde det ligget i kortene, at regeringspartierne ikke ville tage rundt til 1. maj møder ovenpå et indgreb, der var imod det, som befolkningen ønskede.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Konflikten har varet i næsten fire uger og der har gennem længere tid ikke været reelle forhandlinger mellem parterne. Intet tyder på, at det er på vej til at ændres, siger Statsminister Helle Thorning på et pressemøde.

– Regeringen finder det nødvendigt at gribe ind, så 800.000 elever igen kan blive undervist og afgangsklasserne kan få en ordentlig afslutning på deres folkeskole, siger statsministeren. Lockouten gør, at Regeringen rykker de skriftlige eksamener til perioden mellem 13. og 23. maj, så der bliver tid til forberedelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udspillet til den lov, der skal stoppe konflikten betyder, at lærere kommer under tjenestemandslignende vilkår og skolelederne skal fungere som andre offentlige ledere.

Venstre har allerede inden præsentationen af, at indgrebet kommer, lovet at bakke op.

– Det betyder så, at skolelederne skal til at lede og det kræver uden tvivl opkvalificering mange steder – men så håber jeg, at vi politikere holder os væk fra processerne i folkeskolen og måler skolelederne på deres resultater i stedet, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dansk Folkeparti krydser fingre for, at lærerne kan se sig selv i indgrebet, så de igen bliver glade for at være på arbejde.