Forårssolen er på vej, og det samme er påsken – og hos BALS-butikkerne bliver det markeret med både smagsoplevelser, børneleg og små gestusser til kunderne, der lægger vejen forbi i dagene op til påsken.
Og det starter allerede i morgen, lørdag, fra klokken 11 til 14.
”I butikkerne er der lagt op til en påske, hvor oplevelserne ikke blot ligger i indkøbskurven, men også i stemningen mellem reolerne. Med vores tema ‘Smag på påsken’ inviterer vi vores kunder til at lade sig friste af en buffet af smagsprøver, der kredser om klassiske og moderne indslag til påskefrokosten”, fortæller Lars G. Andersen, adm. direktør hos BALS.
Han tilføjer, at ambitionerne for BALS-butikkerne i dagene op til påsken er høje:
”Kvaliteten skal være i højsædet, og vi lægger vægt på produkter fra blandt andet bager, delikatesse og andre udvalgte områder i butikkerne. Det hele serveres i en atmosfære, der skal vække appetitten og inspirere kunderne til selv at sætte lidt ekstra på bordet derhjemme i påsken”.
Det er ikke kun i morgen, lørdag, du kan ‘smage på påsken’. Det kan du også i butikkerne på tirsdag fra klokken 14-17 og det er ikke kun de voksne, der er tænkt på.
På mandag, og frem til onsdag, forvandles butikken til en slags jagtmark for de yngste kunder med en skattejagt, hvor børn skal finde fem bogstaver gemt rundt omkring i butikken.
”Vi håber, det er en aktivitet, der både skaber liv i butikkerne og giver familierne en fælles oplevelse midt i påskens mange indkøb”, siger Lars G. Andersen.
Universe og BALS gentager sidste års succes med et samarbejde, der skaber glæde for børnefamilierne i hele Sønderborg-området.
Handler man i en BALS-butik, får man udleveret en gratis børnebillet til Universe. Billetten giver ét barn mellem 3 og 12 år fri adgang til parken, når barnet ledsages af en betalende voksen. Børnebilletter til Universe er i BALS-butikkerne fra på mandag.
“Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder denne ekstra oplevelse og samtidig bakke op om en lokal attraktion”, siger Lars G. Andersen.
Afslutningen på påskeaktiviteterne bliver mere rolig, men ikke mindre varm. Onsdag mellem klokken 14 og 18 får de voksne et bundt påskeliljer, mens børnene får en lille gave med hjem.
”Det er en enkel gestus over for vores kunder, men netop den slags, vi tror gør en forskel. Et smil, en lille gave og et ønske om en glædelig påske fra alle os i BALS-butikkerne”, slutter Lars G. Andersen.
Hvis du vil være med til at fejre påsken i BALS-butikkerne, sker det i Kvickly i Nordborg, Brugsen i Guderup, Fynshav, Skovby, Augustenborg, Dybbøl og Vester Sottrup samt SuperBrugsen i Høruphav.



















