Socialdemokrater lyttede til mennesker der lever på afmagtens vilkår

25. oktober 2017 KV2017 Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag aften var borgmester Erik Lauritzen og hans datter og partifælle Didde Lauritzen på besøg i Frelsens Hær i Sønderborg, hvor emnet var socialt udsatte mennesker.

“Jeg arbejder med børn og unge på sygehuset i Aabenraa og ser, der er rigtigt mange i vores samfund, der har det rigtigt svært”, siger Didde Lauritzen, deer også er læge.

“Når jeg stiller op til kommunevalget, så er det for at kunne gøre noget for udsatte mennesker”, siger hun.

Den 21. november skal der stemmes på kandidaterne til byrådet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og i skal huske, at jeres stemme er lige så vigtig som alle andres”, siger Didde Lauritzen til den flok brugere, der sad på rad og række hos Frelsens Hær.

Borgmester for alt i kommunen

“Jeg har været borgmester i snart fire år og mit arbejde handler om mange ting. Blandt andet at det skal være godt at have virksomhed og at bo i Sønderborg”, siger Erik Lauritzen.

“Når virksomhederne har det godt, så er der arbejde til mange mennesker og når der er det, så kommer der skatteindtægter”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og så er mit arbejde også at være med til at bestemme, hvordan vi bruger kommunens penge”, siger Erik Lauritzen. Og han tilføjer, at nogle af pengene skal bruges på at hjælpe mennesker, som i kortere eller længere tid har det svært.

Glad for der er valg

Borgmester Erik Lauritzen er glad for, der skal være valg. Ikke sådan at han er kørt træt i jobbet.

“Men det er som om, vi nogle gange glemmer, hvorfor vi gik ind i politik. Men det var jo for at hjælpe og det skal vi huske”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Didde og Erik Lauritzen var mest af alt kommet for at lytte og lære.

“Og jeg kan fortælle, at jeg har været ramt af stress og andre ting – og det betyder, jeg er på kontanthjælp. Min mand har et fleksjob, så han har forsørgerpligt overfor mig, så vi har næsten ingen penge”, siger en kvinde, der er bruger hos Frelsens Hær.

Hun mener, at et ressourceforløb vil hjælpe hende og så er der den fordel, at ressourceydelse ikke rammes af mandens indtægt. En løsning kan være at lade sig skille, men det har hun ikke lyst til.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men min sagsbehandler siger, jeg nok er på kontanthjælp de næste ti år og han vil ikke høre på, jeg så kan blive nødt til at blive skilt”, siger kvinden.

“Det lyder helt skævt, at du ikke kan komme i ressourceforløb”, siger Didde Lauritzen.

“Der er mange ting i det her og en af dem er, at dine fremskridt ødelægges af den dårlige økonomi. Min bekymring er også de ting, som du citerer din sagsbehandler for. Jeg mener, at sagsbehandleren skal kunne sætte sig ind i din situation og også tale ordentligt til dig”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Erik og Didde Lauritzen hørte på rystende historier om liv på kanten – og om sagsbehandlere, der gør for lidt.

Han siger videre, at det vil han tage med sig hjem.

En anden af brugerne hos Frellsens Hær har været i en masse forskellige forløb.

“Der er bare det, at der er langt mellem de enkelte forløb, så nu har jeg været i systemet i 11 år”, siger hun.

Skiftende sagsbehandlere

Når man fortæller om sygdomsforløb og sociale problemer til sin sagsbehandler, så kræver det en vis tillid fra borgeren.

“Og nu har jeg fortalt min sag helt forfra fire gange på to år og det er altså svært hele tiden, at skulle åbne sig overfor et fremmed menneske”, siger en kvinde. Hun synes, det er skidt, der jævnligt flyttes rundt på sagsbehandlere.

“Det er rigtigt, at skift ikke er godt for borgerne og det er de heller ikke for sagsbehandlerne. Men nogle gange kører en sagsbehandler fast i en sag og så kan et skift jo være godt, fordi der ligesom kommer nye øjne på sagen”, siger borgmesteren.

Han fortæller videre, at byrådet har opfordret forvaltningen til, at sagsbehandlerne følger borgerne.

“Det vil jeg også notere mig”, siger han.

Der blev også snakket om blandt andet arbejde på nedsat tid og om fleksjob.

“Og her har kommunen allerede ansat en del, så jeg må opfordre erhvervslivet til også at tage deres del”, siger Erik Lauritzen.

“Jeg synes da, at Føtex, Kvickly og Bilka kunne ansætte nogle af alle dem, som de hele tiden har i praktik. Men det gør de ikke, for når den ene stopper, så kommer den næste. Det ligner jo bare, at Jobcentret leverer gratis arbejdskraft”, siger en ung mand blandt brugerne i Frelsens Hær.

Kommunens udsatteråd var også inviteret, men dukkede ikke op.