I Sønderborg Kommune har hjemmeundervisning fået markant medvind. På bare ti år er antallet af børn, der undervises derhjemme, steget fra 8 til 92. Den udvikling har nu fået politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget til at skærpe tilsynet.
SønderborgNYT har mødt en af de familier, der har valgt at undervise deres børn hjemme, for at høre, hvorfor de har truffet netop det valg, og hvordan hverdagen hænger sammen, når undervisningen foregår i hjemmet.
Femårige Nayra hænger i gyngen under loftet i børneværelset. Hun er smidig og adræt og kan kaste sig over de gymnastiske øvelser, når hun har lyst. Vågner hun samtidig med sin søster Iniya, står begge piger op, sætter en lydbog på og går selv i gang med diverse krea-projekter.
De sørger for deres egen morgenmad. Er forældrene heldige, bliver de vækket med kaffe og udskåret frugt. Søskendeparret er selvstændige, aktive, medbestemmende i hjemmet, og så får de hjemmeundervisning af deres forældre, Shanti og Anne Ottosen, på 38 og 37 år.
Hvis nogen tror, hjemmeundervisning er valgt af bekvemmelighedsårsager, kan de godt tro om igen. Familien i den lille treværelses lejlighed i Sønderborg er på en stor del af dagen.
”Da Iniya var lille, havde jeg et indre instinkt, der sagde mig, at vores barn hørte til hos os, især i de tidlige år. Shanti var enig. Vi besluttede at holde Iniya hjemme og senere bekræftede litteratur på området, som bogen ’Dit barn har brug for dig’, min moderlige intuition om, at et barn i de tidlige år hører til hos sine forældre. Hjemmepasning og hjemmeundervisning er ikke et fravalg af nogen børnehave eller skole. Det er et tilvalg”, fortæller Anne Ottosen til SønderborgNYT.
Nu er børnene så store, at Nayra er et stort børnehavebarn, og Iniya er en ivrig elev i 1. klasse. De har stabler af læse-let-bøger og mødes med andre børn i grupper. Shanti har lige haft en gruppe børn med på gåtur til Genforeningsstenen.
De fik en snak ud af, hvorfor det hedder sådan. Børnene vidste faktisk godt noget om, at landsdelen har været tysk en periode, og at det kan være derfor, der er tale om genforening. Så fik de også en snak om demokrati. På vejen hjem læser de vejskilte.
Iniya har lige gjort klart, at hun gerne vil lære matematik, for hun har fundet ud af, at der er behov for at kunne tallene i forskellige sammenhænge. Pigerne lærer også sprog og kreative fag. Deres dag er ikke skemalagt.
”Indlæringen foregår cirkulært og ikke i kasser. Vi arbejder med motivationsfaktorer. Børnene spørger om det, de gerne vil vide. Så snakker vi om, hvorfor det er sådan”, siger Shanti, der i sin dagligdag med børnene ikke skelner mellem undervisnings- og fritid.
For nylig kom snakken om skærpet tilsyn med hjemmeundervisning op at vende. Det skyldes, at antallet af hjemmeunderviste børn er tidoblet på få år. Det får politikere og myndigheder til at mene, de skal holde ekstra godt øje med, hvad der foregår i hjemmene.
Iniya har deltaget i et tilsyn i Jyllandsgade, hvor det tog 20 minutter at konstatere, at hun var et velfungerende barn med stor lære- og læselyst. Der har også været tilsyn i hjemmet. I de nye retningslinjer for tilsyn står der, at man kan blive fritaget for tilsyn, såfremt undervisningen skønnes forsvarlig.
Hvad ’forsvarlig’ er, melder historien ikke noget om, endsige hvem der skønner det. Familien ved således ikke, om den fremover helt kan blive fritaget for tilsyn, selv om der intet har været at udsætte på deres undervisning i hjemmet.
”Vi er ikke så meget for røv-til-sæde-undervisning”, siger Anne, der dog straks spørger Iniya, om hun gerne vil gå i skole.
Den syvårige tænker sig om og siger, at hun ikke har indtryk af, at hendes legekammerater altid er så glade for at gå i skole. Da en af dem spurgte, hvilken skole hun gik på, svarede Iniya, at hun bliver undervist derhjemme. Han spurgte straks, om det er ensbetydende med, at hun kan lege, når hun har lyst – og ja, det er det. Iniya og Nayra lærer og leger afvekslende i løbet af dagen uden at tænke over, hvornår de gør det ene, og hvornår de gør det andet.
Shanti er opvokset på Gran Canaria med en tysk far og dansk mor. Parret har rejst meget og endte med at slå sig ned i Sønderborg. Han er erhvervskonsulent med speciale i konflikthåndtering på bosteder og offentlige institutioner.
Anne er socialpædagog, men går hjemme hos børnene. Familien lever af hans løn, selv om arbejdet ikke er fuldtid.
”Tid betyder mere end penge. Børnene har en god kontakt til mange legekammerater. Vi laver ting fælles med andre grupper af hjemmeunderviste børn”, siger Shanti, der uden betænkning overlader det til sine piger at finde ud af, hvordan deres hverdag og skolegang skal være.
De er vant til at blive hørt og giver gerne deres besyv med. Hverdagen er intens og spændende med så mange timer sammen hver dag i lejligheden og på mange ture ud i det fri, som der bliver lagt stor vægt på.
De små elever spørger sig selv frem til indholdet af dagens lektioner, som ikke begynder og slutter på noget bestemt tidspunkt.
