På lørdag er der støttefest i gården ved Sønderborg Friskole i det tidligere Teknikum i Voldgade i Sønderborg og en del af søndagen brugte nogle af bestyrelsesmedlemmerne på at snakke de sidste detaljer på plads. Flere bestyrelsesmedlemmer og forældre hyggede sig også med at pudse skolens mange vinduer.
“Det bliver dejligt at møde de forældre, der er bekymrede efter Sønderborg Kommune har afvist at stille en bankgaranti for os, så vi kan fortælle, at det ikke får nogen egentlig betydning for skolen”, siger bestyrelsesformand Irene Reinkvist til SønderborgNyt.
Det værste er ikke, at friskolen ikke får hjælp fra Sønderborg Kommune, men derimod at borgmester Erik Lauritzen har sagt, at man flere steder har det samme friskoletilbud, som det Sønderborg Friskole kommer med.
“Sønderborg Friskole er ikke en skole, der er stablet på benene i ekspresfart i protest over en folkeskolelukning, men en skole, der ene og
alene tager afsæt i et anderledes værdigrundlag og en anderledes undervisningsform end nogen anden skole i Sønderborg kommune har”, siger Lone Hauch Jepsen fra friskolebestyrelsen.
“Jeg ville have lettere ved at forstå, hvis borgmesteren havde sagt, han var bange for, at en del forældre ville opgive folkeskolen og flytte deres børn til vores friskole, der ikke er tynget af en skolereform og desuden har lærere, der brænder for vores værdisæt”, siger hun videre.
Har du ikke set Sønderborg Friskole endnu, så kom til støttefesten på lørdag og mød ildsjælene bag ideen. Samtidig kan du handle i forskellige boder og lægge ører til en masse musik.
Læs mere om den anderledes friskole HER