Det er i dag præcis 14 dage siden, at Hugo A sang sig hele vejen til tops i X Factor og satte Sønderborg på landkortet med en præstation, der stadig vækker stolthed i lokalområdet. Glæden var stor umiddelbart efter sejren, hvor både borgere og politikere strømmede til sociale medier med lykønskninger og opfordringer til en fejring af byens nye stjerne.
Siden da har der dog været bemærkelsesværdigt stille. Mange har undret sig over, at der ikke er kommet officielle meldinger om en markering, og spekulationerne har været mange. Stilheden skyldes blandt andet, at Hugo A kort efter finalen rejste til London, hvilket har gjort planlægningen vanskelig.
SønderborgNYT har de seneste dage forsøgt at få klarhed over, om der overhovedet er en fejring på vej, da der ikke har været konkrete udmeldinger fra eksempelvis kommunen.
Men nu er der dog endelig nyt og fra Sønderborg Kommune lyder det fra Casper Rasmussen, Chef for Kultur, Idræt og Fritid:
“Der kommer en fejring af Hugo, men vi har en del detaljer, der skal falde på plads for at skabe et godt event. Lige så snart de er på plads, så så melder vi ud så hurtigt som muligt”, udtaler han til SønderborgNYT.
Dermed er det nu slået fast, at Sønderborg ikke lader triumfen gå ubemærket hen. Præcis hvordan fejringen kommer til at foregå, og hvornår den finder sted, er dog endnu ikke på plads.
















