Når stormene raser og regnen vælter ned, truer oversvømmelser flere steder end nogensinde før. I Sønderborg og omegn er oversvømmelser en voksende bekymring, og nu præsenterer den lokale virksomhed HiddenDyke ApS, baseret i Augustenborg, en ny løsning, der effektivt beskytter mod vandmasserne: HiddenDyke AirTube.
Kan sikker beskyttelse mod oversvømmelse gøres bedre og billigere? Uden at der for eksempel skal bygges et dige eller en mur, som skæmmer omgivelserne? Det er nogle af de spørgsmål, som den erfarne iværksætter Asger Gramkow fra HiddenDyke ApS har forsøgt at finde svar på. Det har han gjort i samarbejde med en række eksperter og universiteter.
Resultatet er blevet en patenteret løsning med en lukket slangemembran af robust plastmateriale med en diameter på 1-2 meter. I moduler med længder op til cirka 100-150 m kan membranen ligge diskret skjult på en tromle på et beskyttet sted, klar til brug. Når der er varsel om oversvømmelse, kan den hurtigt rulles ud med hjælp f.eks. fra en minilæsser. Slangemembranen bliver så fikseret til underlaget i for-monterede fastgørelsespunkter. Derefter pumpes den op med luft. På få minutter skaber den en pålidelig og stærk beskyttelse mod vandmasserne.
“Det er inspirerende at opleve, hvordan erfarne iværksættere som Asger bidrager aktivt til at løse klimaudfordringerne”, fortæller Michael Willemar fra Sønderborg Vækstråd, i en pressemeddelelse. Han har over årene bistået iværksætter-idéen med sparring og vejledning.
Oversvømmelser er ikke længere kun et fjernt problem. Det er en voksende trussel, som mange grundejere i Sønderborg og omegn har fået tæt ind på livet. Og lige nu bliver det livligt diskuteret, hvordan man kan sikre sig. HiddenDyke AirTube kommer med et innovativt bud på, hvordan man kan lave en effektiv beskyttelse mod oversvømmelser, der ikke er synlig i hverdagen, men som er klar, når det gælder. Også hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland er det et emne, der er i fokus.
Derfor er HiddenDyke blevet inviteret til at udstille sin løsning i forbindelse med Katastrofeberedskabets Dag, lørdag den 10. maj 2025 klokken 11:00 – 16:00 hos Beredskabsstyrelsen Sydjylland på Vilstrupvej 55 i Haderslev. Alle er velkomne til åbent hus.
















