Sønderborg går all in på alkoholfri fest for afgangselever

Sidste skoledag med alkoholfrit event for 9. og 10. klasser

Sidste skoledag med alkoholfrit event for 9. og 10. klasser

15. april 2025 Uddannelse Skrevet af: Sissel Vinther

Fredag den 16. maj 2025 inviterer Sønderborg Kommune og Sønderborg Ungdomsskole alle afgangselever i 9. og 10. klasse fra folkeskoler, private skoler og friskoler i Sønderborg Kommune til en sjov og alkoholfri sidste skoledag.

Eventet finder sted fra klokken 12:30 til 17:00 på Ringriderpladsen i Sønderborg, og over 600 elever har allerede tilmeldt sig. Der er masser af aktiviteter på programmet, herunder skumfest i Splash Zone, boldspil og selvfølgelig musik, både DJ og livemusik. De tre stærke musiknavne Jaxstyle, Djames Braun og Skinz står klar til at levere energiske koncerter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Repræsentanter fra skolerne har været med til at planlægge programmet, og det er anden gang, at Sønderborg Kommune arrangerer denne fælles fejring af sidste skoledag uden alkohol. Formålet er at sætte fokus på et sundt fællesskab, hvor det er samværet, der er i centrum og ikke alkoholen.

For at skabe et trygt og energisk event vil personale fra Ungdomsskolen, SSP, Sønderborg Politi og Natteravnene være til stede og sikre, at alt forløber godt.

Eleverne skal tilmelde sig for at få et adgangsarmbånd. Tilmeldte elever får armbåndet påsat i ugen op til eventet, og det fungerer som indgangsbillet. Hvis elever vurderes at være påvirket af alkohol ved ankomst eller under eventet, vil deres armbånd blive klippet, og de får ikke lov at blive. Armbåndet bliver også klippet, hvis Ringriderpladsen forlades i løbet af eventet.