Sønderborg Kommune tager nu et nyt skridt mod en mere familievenlig kommune med en sammenhængende børne- og familiepolitik. Initiativet, som er en del af budgetforliget, har til formål at sikre en bedre rød tråd i indsatsen for børn, unge og familier med behov for støtte. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
“Børne- og familiepolitikken skal sikre en sammenhængende indsats for alle børn og unge i Sønderborg Kommune, og den nye politik er et klart signal om, at Sønderborg Kommune vil prioritere børns og unges trivsel og udvikling højt. Vi ønsker at skabe de bedste rammer for, at alle børn og unge kan udnytte deres fulde potentiale og få en god opvækst, og det kræver, at vi kan understøtte familierne på tværs af kommunens områder, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med familierne for at få en fortsat positiv udvikling for alle børn og unge i kommunen”, siger borgmester Erik Lauritzen.
Den nye familiepolitik har to overordnede formål. For det første skal Sønderborg Kommune være et attraktivt sted at bosætte sig med gode dagtilbud, skoler og kultur- og naturtilbud. For det andet skal kommunen sikre en styrket indsats for familier, der befinder sig i en sårbar situation, så børn, unge og deres familier oplever en helhedsorienteret og sammenhængende støtte.
“Sønderborg skal være foregangskommune med en ambitiøs og helhedsorienteret familiepolitik, der skaber inkluderende fællesskaber og gode rammer for familielivet – også i svære tider. Denne tilgang er ny i det kommunalpolitiske landskab, hvor ‘familien’ nu adresseres langt mere centralt og sammenhængende på tværs af social-, beskæftigelses-, skole-, sundheds-, bosætnings- og fritidsområdet. Denne udvikling er både nødvendig og visionær”, siger første viceborgmester Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti og understreger, at denne tilgang er ny i det kommunalpolitiske landskab.
Politikken, der kombinerer en videreførelse af børne- og ungedelen med et nyt bredere fokus på familier, bliver udviklet i en proces, hvor borgere og relevante aktører inddrages gennem workshops i løbet af foråret. Senere på året forventes politikken at blive godkendt, hvorefter en konkret handleplan vil træde i kraft i 2026.















