Sønderborg Lufthavn afsluttede november 2024 med en markant passagerfremgang på 12 % i forhold til samme måned sidste år. For hele perioden januar til november har lufthavnen samlet set opnået en vækst på 15 %, hvilket vidner om en stærk og positiv udvikling for vores lokale lufthavn.
Fremgangen skyldes blandt andet Alsie Express’ øgede antal afgange omkring efterårsferien samt et tæt samarbejde med den tyske rejseoperatør Neubauer Reisen. I 2025 styrker Sønderborg Lufthavn sin position yderligere med nye ruter, samarbejdspartnere og udvidede tilbud.
”Alsie Express udvider sin rute mellem Sønderborg og København med flyvninger om lørdagen – en tilføjelse, der har været efterspurgt blandt passagererne og samtidig vender Bornholm tilbage som destination i højsæsonen”, siger Jákup Sverri Kass, CEO i Sønderborg Lufthavn.
Det kommende år byder også på et rekordstort udvalg af destinationer fra Sønderborg. Udover de eksisterende ruter planlægges charterrejser til mindst 16 nye destinationer, hvilket vil gøre 2025 til et historisk år for lufthavnens udbud af rejsemål.
”Gislev Rejser i Odense står for størstedelen af charteraktiviteterne og samarbejder tæt med både Alsie Express og lufthavnen og som en del af denne indsats introduceres bustransport fra Odense med opsamling i større sønderjyske byer, hvilket gør det endnu nemmere for passagerer i Region Syddanmark at benytte Sønderborg Lufthavn”, fortæller Jákup Sverri Kass og tilføjer, at Neubauer Reisen allerede har sat 3 destinationer til salg her til foråret. De omfatter Montenegro, Sicilien og Barcelona.
For at fremme turismen samarbejder Sønderborg Lufthavn tæt med lokale aktører som Nordborg Resort, Universe Science Park, Hotel Alsik, Destination Sønderjylland og Visit Denmark i Hamborg. Formålet er at skabe en samlet og stærk pakke, der tiltrækker flere turister til området.
”Pakkerne vil inkludere alt fra transport og overnatning til unikke oplevelser i Sønderjylland og samtidig arbejder vi målrettet på at etablere en direkte rute til en europæisk hub, som især erhvervslivet efterspørger. Dette kræver dog stærk dokumentation for passagergrundlaget, da konkurrencen om slots i de store hubs er intens”, siger Jákup Sverri Kass og tilføjer, at man er i dialog med flere luftfartsselskaber og netop nu udarbejder den nødvendige dokumentation for at tiltrække en sådan rute.
Sønderborg Lufthavn fortsætter også sin satsning på bæredygtige løsninger. I 2024 investerede lufthavnen i en ny elektrisk de-icer, som ikke kun sikrer miljøvenlig afisning af flyene, men også kan anvendes til vedligeholdelsesarbejde.
”Derudover har vi anskaffet en elektrisk bagage-loader, som er designet til at håndtere større fly, såsom Boeing 737-800, der typisk bruges på charterrejser til Sydeuropa. Der er desuden afsat midler til yderligere investeringer i materiel og faciliteter i 2025,” siger Jákup Sverri Kass.
Gamle bygninger, der stod i vejen for ombygninger, er blevet fjernet med en bæredygtig tilgang, hvor materialer er blevet sorteret, solgt eller genanvendt. Projekter med ny indflyvningsteknik, banelys og dræn er allerede afsluttet, mens der fortsat arbejdes på nyt indflyvningslys i begge ender af landingsbanen.
Et af de mest ambitiøse projekter i Sønderborg Lufthavn er opførelsen af en ny terminalbygning. Forberedelserne til byggeriet begynder i efteråret 2025, og i mellemtiden vil en eksisterende bilhal blive omdannet til en midlertidig terminal.
”Som en del af visionen om at gøre Sønderborg Lufthavn til et regionalt vartegn er fire internationalt anerkendte arkitekter blevet inviteret til at komme med forslag til den nye terminal og den 1. november 2024 afleverede de deres bud, og valget er faldet på J. Mayer H. Architects. I løbet af foråret 2025 vil arbejdet med at videreudvikle deres designforslag blive intensiveret,” slutter Jákup Sverri Kass, CEO i Sønderborg Lufthavn.
























