Sønderborg studerende vil teste fremtidens rumteknologi

Unge ingeniører fra Sønderborg jagter gennembrud i rummet

Pressefoto: SDU

Unge ingeniører fra Sønderborg jagter gennembrud i rummet

Pressefoto: SDU

16. april 2026 Uddannelse Skrevet af: Michael Kjær

SDU-studerende i Sønderborg har fået en sjælden billet til kanten af rummet. Med en blanding af ambition, teknisk snilde og barndomsdrømme har de samlet sig i ‘Team CHRONO-CAT’, og nu er de et skridt tættere på at sende deres egen teknologi ud, hvor Jordens atmosfære tynder ud, og rummet begynder.

“At arbejde med rumfart har altid været min drøm. Jeg har altid gerne villet være astronaut”.

Ordene falder fra Arkadiusz Jan Tuzimek, studerende på SDU i Sønderborg. Sammen med 11 andre studerende fra både Sønderborg og Odense har han etableret teamet, som netop har modtaget en betinget godkendelse til at deltage i det europæiske rumprogram REXUS/BEXUS.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et program, der hvert år giver et fåtal af studerende mulighed for at føre deres ideer ud i virkeligheden – bogstaveligt talt.

Godkendelsen betyder, at holdet nu står over for den virkelige prøve. Tegninger og beregninger skal omsættes til et fysisk eksperiment, som skal sendes op med en enorm stratosfæreballon. Her, i højder hvor almindelige fly for længst har givet op, skal deres udstyr indsamle data, som kan få betydning for fremtidens rumteknologi.

Projektet gennemføres i tæt samarbejde med Mads Clausen Instituttet og vejlederne, specialkonsulent Arkadiusz J. Goszczak og lektor Jakob Kjelstrup-Hansen, som følger de studerende gennem hele processen fra idé til opsendelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bag eksperimentet ligger en ambition om at forstå og udnytte kosmisk stråling bedre. Teamet, som udspringer af studenterforeningen The Als Rocketry Club, arbejder med teknologi, der på flere måder efterligner menneskekroppen.

Den sønderborgensiske del af holdet fokuserer på organiske halvledere, mens gruppen i Odense – ledet af Gustav Engen – arbejder med oscillatorer, en central komponent i alt fra mobiltelefoner til satellitter.

“Organiske halvledere er i modsætning til uorganiske halvledere fleksible, lette og billige at producere”, forklarer Arkadiusz Tuzimek.

Artiklen fortsætter under annoncen

I rumfart er vægt en konstant udfordring. Hvert gram tæller, og derfor er materialer, der både er lette og funktionelle, særligt attraktive. Men det er ikke kun effektivitet, der driver projektet.

“Organiske halvledere har to store fordele. For det første minder den strålingsdosis, de optager, meget om den, menneskekroppen optager. Det gør dem mere relevante, hvis vi i fremtiden vil bruge teknologien til at måle, hvor meget stråling en astronaut udsættes for”.

Samtidig undersøger holdet i Odense, hvordan kosmisk stråling påvirker krystaloscillatorer – en teknologi, der udgør fundamentet for moderne elektronik og satellitter. Samspillet mellem de to eksperimenter kan give ny viden om, hvordan både mennesker og teknologi påvirkes uden for Jordens beskyttende atmosfære.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vejen til den betingede godkendelse har dog langt fra været uden nervøse øjeblikke. Forud for udvælgelsen blev holdet sendt gennem et intenst nåleøje, som kulminerede med en præsentation hos European Space Agencys tekniske center, European Space Research and Technology Centre i Holland.

“Det var helt sikkert stressende. Det er eksperter, der har arbejdet på nogle af de største projekter, der nogensinde er sendt i rummet – for eksempel Hubble-teleskopet og moduler til den internationale rumstation ISS”, fortæller Arkadiusz Jan Tuzimek.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter en 15 minutter lang præsentation fulgte 40 minutters intensiv udspørgen, hvor alt fra designvalg til samarbejdsstruktur blev vendt og drejet. Men holdets grundige forarbejde bar frugt, og de kom igennem nåleøjet med en betinget accept.

Siden har arbejdet langt fra stået stille. Senest er holdet vendt hjem fra Sverige, hvor anden runde bød på træningslejr og workshops. Her blev deres projekt gennemgået i detaljer, og feedbacken fra komitéen har nu sat retningen for de næste skridt.

Den betingede godkendelse betyder nemlig, at der stadig er krav, der skal opfyldes. Dokumentationen skal finpudses, og alle processer omkring eksperimentet skal beskrives ned til mindste detalje.

Til sommer får holdet besøg i Sønderborg, hvor REXUS/BEXUS-komitéen vil gennemføre en fysisk inspektion af udstyret. Først derefter kan den endelige godkendelse falde på plads.

Hvis alt går efter planen, kulminerer det hele i oktober, hvor ballonen sendes til vejrs med de studerendes eksperiment ombord. Herfra begynder den stille opstigning mod kanten af rummet – og måske begyndelsen på noget endnu større for de unge ingeniører.

REXUS/BEXUS-programmet er et samarbejde mellem det tyske rumcenter DLR og det svenske nationale rumagentur SNSA i samarbejde med ESA. Sammen med Swedish Space Corporation og det tyske ZARM giver programmet studerende fra hele Europa en unik mulighed for at teste deres ideer i ekstreme forhold. Det oplyser SDU.

18. juli 2026 Politik, Ringriderfesten, Sønderborg

SF vil have afklaret reglerne for politisk profilering med udvalgstitler

18. juli 2026 Politik

Årets herrefrokost til Ringriderfesten i Sønderborg har fået SF’s byrådsmedlem Susanne Blegvad Posselt til at efterlyse en principiel politisk debat om, hvorvidt byrådspolitikere kan bruge deres udvalgstitel til politisk profilering ved offentlige arrangementer. Til årets herrefrokost blev de mere end 2.300 deltagere mødt af en ekstra forret. Udvalgsformand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard […]

Læs mere...