Der bliver skiftet ud i toppen af det lokale beredskab, når beredskabschef Allan Dalager Clausen stopper i sin stilling. Han har haft ansvaret siden 2021, men har nu valgt at tage et nyt skridt i sin karriere og vende tilbage til politiet.
Allan Dalager Clausen kom til Sønderborg Kommune den 1. august 2021 fra en stilling som vicepolitiinspektør i Syd og Sønderjyllands Politi, og det er altså også her, han nu vender tilbage til.
“Sønderborg Kommune takker Allan Dalager for en dedikeret indsats som beredskabschef, hvor han har styrket Beredskab Sønderborg til at løse mange forskelligartede beredskabsopgaver. Vi ønsker ham held og lykke med det nye job”, siger Allan Bach Laursen, der er chef for Drift og Beredskab i Sønderborg Kommune.
Indtil der er fundet en ny beredskabschef, bliver opgaverne fordelt ud i organisationen, oplyser Sønderborg Kommune.
Beredskab Sønderborg er en del af Drift og Beredskab og holder til på Ingolf Nielsens Vej i Sønderborg. Her arbejder omkring 30 fuldtidsansatte medarbejdere sammen med cirka 25 deltidsbrandmænd, og derudover er der tilknyttet omkring 350 frivillige fordelt på brandstationer rundt i kommunen.















