Sønderborgs gymnasieelever udfordrede deres viden om gambling

Gymnasieelever fik åbnet øjnene for gamblingens faldgruber. Pressefoto

Gymnasieelever fik åbnet øjnene for gamblingens faldgruber. Pressefoto

8. februar 2025 Uddannelse Skrevet af: Michael Kjær

Spænding, strategi og chancen for gevinst kan være tillokkende, men hvad sker der, når spillet tager overhånd? Det var netop dette emne, som Spillemyndigheden satte fokus på, da torsdag besøgte 1.g-eleverne på Det Blå Gymnasium og eleverne på EUD & EUX Business.

Gennem engagerende øvelser og interaktive diskussioner fik de unge en dybere forståelse af spilmekanismer, sandsynligheder og de skjulte risici ved pengespil. Med enkle, men tankevækkende eksempler demonstrerede Rasmus og Heine fra Spillemyndigheden, hvordan spillenes matematiske love altid favoriserer spiludbyderen:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Uanset hvilket spil du spiller, vil tilbagebetalingsprocenten altid være under 100”, forklarede de. Det betyder, at udbyderen altid tjener mere, end de udbetaler i gevinster.

For at illustrere dette i praksis fik en elev lov til at prøve lykken ved rouletten. Spændingen var stor, da kuglen trillede rundt i hjulet og landede på et vinderfelt. Men selvom eleven vandt, viste det sig, at hans samlede udbetaling stadig var mindre, end det han havde satset.

Eleverne blev også udfordret på deres viden om danskernes samlede spilforbrug:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Gæt, hvor meget der blev tabt på pengespil i Danmark i 2024?”, spurgte en af oplægsholderne. Svarene varierede, men de fleste blev målløse, da det rigtige tal blev afsløret: 11 milliarder kroner.

“Jeg håber, at oplægget kan bidrage til en øget bevidsthed blandt de unge om spil og hjælpe til at forebygge potentielle udfordringer, før de opstår”, siger Joern Radzio, rektor på Det Blå Gymnasium, i en pressemeddelelse.

Spil kan være en sjov og underholdende aktivitet, men når det udvikler sig til et problem, kan det få alvorlige konsekvenser. Selvom de fleste pengespil har en aldersgrænse på 18 år, understregede Spillemyndigheden vigtigheden af at klæde unge på til at forstå spillets dynamik og konsekvenser.

Artiklen fortsætter under annoncen

Under oplægget blev der også talt om de hjælpemuligheder, der findes for dem, der oplever, at spil fylder for meget i deres hverdag. Budskabet var klart: Hjælp er altid tilgængelig, og det er aldrig for sent at søge rådgivning.

Spillemyndigheden er en styrelse under Skatteministeriet med ansvar for at regulere og overvåge pengespil i Danmark. De udsteder tilladelser til spiludbydere, fører tilsyn med spilmarkedet og driver både Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere (ROFUS) og den landsdækkende hjælpelinje StopSpillet.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...