Statsskoleelever skal studere Fair Trade i Kenya

4. november 2019 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Statsskole sender fire elever og to lærere til Kenya for at studere Fair Trade på globalt plan. Deres program begynder i Nairobi i dag. Studieturen er den afsluttende del af projektet Erasmus+, ’Fair Trade for a Fair Future. Global Consumer Conscience’, som Sønderborg Statsskole har deltaget i siden 2015. Erasmus+ er EU’s program for ungdom og uddannelse, der støtter internationalt skolesamarbejde.

Jakob Wrang Nielsen fra 3 f er en af de fire elever, der skal deltage:

“Jeg er spændt på at se hvad ´Fairtrade´ egentligt betyder på det sted, hvor varerne, vi køber i Danmark, bliver produceret. Mødet med masaier og besøget på en Fairtrade-farm er nok det, som jeg glæder mig mest til. Noget, jeg vil undersøge, er arbejdsvilkår i Kenya og hvad man gør for at beskytte naturen i forbindelse med landbrug”, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Eleverne skal indsamle viden om hvad Fairtrade-ideen er og hvordan den bliver realiseret i et land som Kenya. Hvordan kan det f.eks. være, at vi kan købe et bundt roser i supermarkedet i Sønderborg for 30 kroner, når blomsterne er dyrket i Kenya og transporteret med fly? Hvordan er det ‘fair trade’ – og er det overhovedet bæredygtigt? Når vi kommer hjem, skal de bruge den nye viden i en skriftlig opgave. Eleverne håber også, at de får lejlighed til at fortælle om deres oplevelser til et større publikum”, siger Finn Gohs, som er en af de to lærere, der deltager på turen

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi arbejder meget på at give talentfulde elever mulighed for at få en ekstra personlig udfordring, både fagligt og socialt. Derfor er det vigtigt at deltage i et internationalt projekt som dette. Det giver Sønderborg Statsskoles lærere og elever mulighed for at arbejde sammen med andre skoler på tværs af landegrænser, kulturer og kontinenter. Det er også centralt for mig at pege på, at Sønderborg Statsskole er et alment gymnasium, hvor elever kan læse stort set alle fag. Dette projekt sætter i høj grad konkrete fag, som samfundsfag, sprog, erhvervsøkonomi og naturgeografi i spil”, siger rektor Ole Kamp Hansen.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Nairobi slutter eleverne fra Sønderborg Statsskole sig til to østrigske elever, Anton Zoescher og Stephan Pajer fra det tekniske gymnasium, HTL Mössingerstraße, i Klangenfurt.

Tidligere har elever fra Sønderborg Statsskole, sammen med elever fra Dortmund, Tyskland, Klagenfurt, Østrig, Chieti, Italien, Handlová, Slovakiet og Peterborough, Storbritannien, beskæftiget sig med Fairtrade-problematikken på lokalt og nationalt plan.

Statsskolens elever, der deltager, er Josefine Gefke Madsen, 3.y, Marie Møller Maschoreck, 3.k, Jakob Wrang Nielsen, 3.c og Nana Fatou Danjo-Klit fra 3.u. På lærersiden deltager Claudia Kleinert og Finn Gohs.