Statsskolen, EUC Syd og Det Blå Gymnasium spiller med i Bezzerwisser-turnering

11. februar 2020 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

For tredje år i træk holder den danske spiludvikler Bezzerwizzer Nordic i samarbejde med Politiken BEZZERWIZZER-turneringer på ungdomsuddannelser landet over. Siden 2018 har turneringerne været spillet, og 2020 er selvfølgelig ingen undtagelse.

Tilmeldingerne har været støt opadgående, og fra ca. 70 deltagende skoler i 2018 er der knap 120 tilmeldte skoler i Danmark i år., skriver Bezzerwizzer Nordic i en pressemeddelelse. Fra Sønderborg deltager EUC Syd, Det Blå Gymnasium og Statsskolen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Når der dystes på skolerne, handler det ikke blot om læring og paratviden, men i lige så høj grad om tilstedeværelse, venskab og fordybelse. Præmissen for turneringens succes er meningsfuldt samvær – og netop dette lægges der stor vægt på fra Bezzerwizzers side:

”Hos Bezzerwizzer får vi ofte positive tilkendegivelser fra danskere, der har spillet et af vores spil og har hygget sig meget med det. Sådanne henvendelser gør os både stolte og glade, og denne glæde ved at samles om et spil vil vi gerne give videre til eleverne på de danske ungdomsuddannelser. Med BEZZERWIZZER-turneringen får eleverne mulighed for at glemme mobiltelefonerne og lektierne for en stund og samle sig om en hyggelig og forhåbentlig meningsfuld eftermiddag”, siger Bezzerwizzers redaktionschef, Camilla Lauridsen, som er ansvarlig for turneringerne.