Stor glæde på Efterskolen Epos – og andre skoler åbner for flere elever

9. marts 2021 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Der er stor glæde på Efterskolen Epos i Fynshav, fordi de kan tage imod deres elever igen fra den 15. marts.

“Vi glæder os virkeligt meget og vi er mere end klar. Faktisk var vi klar ved den seneste genåbning, hvor vi så ikke kom med”, siger forstander Inger Surrow til SønderborgNYT.

Men ikke alle elever skal regne med at få grønt lys fra skolen midt i marts.

“Vi overvejer at tage imod eleverne holdvis, så vi kan sikre os, at de lander ordentligt”, siger forstanderen.

Efterskoleeleverne rejste hjem for at holde juleferie – og så kom den seneste nedlukning, som gjorde, at de ikke kunne komme tilbage til Fynshav.

Artiklen fortsætter under annoncen

“I hjemsendelsestiden har den stået på online-undervisning, hvor vores lærere har været på i både dag- og aftentimerne”, siger Inger Surrow.

Genåbningen

I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet fremgår det at:

Højskoler og efterskoler kan fra 15. marts åbne i hele landet.

Afgangselever i grundskoler samt på ungdoms- og voksenuddannelser i Østjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland kan vende tilbage til undervisning hver anden uge. En lignende model er allerede etableret i Nordjylland og Vestjylland.

Artiklen fortsætter under annoncen

Elever i 5.-8. klasse og ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser i alle landsdele kan møde til udendørs undervisning én gang om ugen.

I grundskolen opfordrer man kraftigt personale og elever til at have et negativt testresultat ved fremmøde, der højest er 72 timer gammel. På ungdomsuddannelserne vil det være et krav.