Stormfloden gav skader for omkring 80 millioner kroner

Dæmningen til Kegnæs. BACHs FOTO

Dæmningen til Kegnæs. BACHs FOTO

17. november 2023 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommune har nu et overblik over de hundredevis af skader, der er sket langs hele den 250 kilometer lange kyst, der blev særligt hårdt ramt, da den kraftige stormflod ramte direkte ind på kystnære veje, havne og vandrestier.

Der er blandt andet sket skader på asfalt- og grusveje, vandrestier, cykelstier, rekreative områder, broer, havne, badebroer og kommunale bygninger. I alt er skaderne opgjort til foreløbig 80 millioner kroner, hvoraf dæmningen til Kegnæs udgør den største anslåede udgift på 50 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nu har vi et overblik. For en lang række af skaderne er der tale om en vurdering, så det kan blive dyrere. Men uanset hvad den endelige regning ender på, så er det en betydelig belastning i vores i forvejen udfordrede budget. Derfor har Sønderborg Kommune i dag sendt et brev til finansministeren og miljøministeren, hvor vi endnu engang beder om hjælp”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

For tre uger siden sendte borgmestrene i Sønderborg, Aabenraa og Haderslev kommuner et fælles brev til finansministeren og erhvervsministeren angående de økonomiske udfordringer efter stormfloden. Siden har Sønderborg Kommune fået overblik over de samlede skader. Borgere har hjulpet kommunen med at få overblik ved at sende over 400 praj ind med observerede skader.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nogle af skaderne er vi allerede i gang med at genopbygge, mens der skal arbejdes videre med andre skader. Mange mennesker er afhængige af dæmningen til Kegnæs, så vi skal have den repareret og sikret mod fremtidens voldsomme vejr. Det er sammen med alle de andre opgaver meget tunge, økonomiske poster, som vi har brug for hjælp til at løfte”, siger første viceborgmester Stephan Kleinschmidt.

De anslåede udgifter

Kegnæsdæmningen: Dæmningen forbinder Als med halvøen Kegnæs. På en strækning på 500 meter er op til et helt kørespor ødelagt eller undermineret. På strækningen er kun et spor farbart. Skadesvurdering: 50 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Veje: Over 30 kystnære asfalt- og grusveje er ødelagt/skyllet væk. Dette vurderes til fire millioner kroner.

Vandrestier: Gendarmstien, Kegnæsstien, Alsstien og Ride-rute Als har skader som erosion af kysten samt skader på broer og trapper. Oprydning og reparation vurderes til tre millioner kroner.

Broer og havne: Egernsundbroen, Kong Christian Xs Bro, Gråsten Havn, Egernsundbroen og Sønderborg Byhavn især skader på elinstallationer, vurderes til 2.100.000 kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Færgen Bitten: Skader på begge færgelejer vurderes til at koste 1,3 millioner kroner.

Badebroer: Ødelagte kommunale badebroer samt andet udstyr på strande vurderes til at koste to millioner kroner Dertil kommer ødelagte offentlige badebroer, som primært drives af brolaug bestående af frivillige.

Skader på offentlige toiletter: Vurderes til at koste 1.500.000 kroner.

Kommunale bygninger: Skader på bygninger vurderes samlet til at koste en million, hvoraf skaderne på det nyistandsatte havnekontor i Sønderborg vurderes til 450.000 kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Strandpromenaden: Reparation vurderes til at koste en million.

Skader på grønne områder: Vurderes til at koste en million kroner.

Skader på gadelys: Vurderes til at koste 400.000 kroner.

Oprensning af vandløb: 150.000 kroner

Beredskabsindsats under stormfloden: 3.200.000 kroner.

Sikring og afspærring inden stormfloden samt oprydning efter stormfloden er opgjort til 1.500.000 kroner.

Dertil kommer et usikkerhedstillæg på anlæg, som forvaltningen arbejder med – der er usikkerhed på priserne.

21. juli 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Nu begynder byggeriet af nyt naturhus til daginstitutioner

21. juli 2026 Politik

Nu går byggeriet af et nyt naturhus til daginstitutioner i gang ved Frydendal på Kær Vestermark. Naturhuset skal danne rammen om et permanent naturtilbud for børn fra Midtbyens Naturbørnehus og Børnehuset Parken, hvor naturen fortsat bliver en central del af hverdagen og læringen. Den nye bygning opføres i tilknytning til Naturvejledernes base ved Frydendal og […]

Læs mere...