Sønderborgs to Rotary-klubber med godt 80 medlemmer intensiverer nu samarbejdet for at styrke organisationens udvekslingsprogram, hvor man sender unge på et års ophold i primært oversøiske lande. Samtidig modtager klubberne unge fra tilsvarende lande. De skal bo hos familier i Sønderborg.
”Vi har de seneste år kunnet sende unge sønderborgere til blandt andet Japan, Argentina og USA. Her har de boet hos to-tre forskellige værtsfamilier i et år og været en del af familiens dagligdag, lært sprog og gået i skole i området. Familierne er godkendt af Rotary, så vi er sikre på, at forholdene er optimale. Nøjagtig på samme måde er det, når vi modtager unge. De kommer som regel til at følge undervisningen på Statsskolen”, siger Michelle LeAnn Rohrlack, som sammen med Michael Fløe Haug er ansvarlig for de to klubbers udvekslingsprogram.
Unge, der ønsker at få mulighed for at blive godkendt som udvekslingsstudent skal være fyldt 16 år, men ikke 18 år pr. den 31. december i udrejseåret. Selve opholdet hos familierne er gratis, men man skal regne med en udgift på godt 50.000 kr. til flybilletter, forsikringer, forberedelse og træning og lommepenge. Det svarer cirka til halvdelen af et efterskoleophold.
”De unge vi sender ud efter sommerferien, har vi udvalgt, men unge der ønsker at blive udsendt i 2025-2026 bør allerede nu kontakte os, for ansøgningsforløbet er langstrakt. Ønsker nogen at være værtsfamilie hører vi naturligvis også gerne. Det at have et nyt medlem af familien i tre-fire måneder ved vi mange sætter pris på. Værtsfamilierne får ikke penge for at have en udvekslingsstuderende boende”, siger Michelle LeAnn Rohrlack i en pressemeddelelse.
Rotary Danmark udsender årligt omkring 150 unge på udvekslingsophold. Rotaryklubberne betaler ca. 100 euro om måneden i lommepenge til de udsendte
Unge der ønsker at komme på udvekslingsophold eller familier, der gerne vil værtsfamilier kan kontakte Michelle LeAnn Rohrlack på tlf. 51 71 83 13 eller mail: [email protected] eller Michael Fløe Haug tlf. 40 37 55 06 eller mail [email protected]