Inden længe tager ni nye medlemmer plads i byrådssalen på rådhuset og blandt dem er 61-årige Susanne Blegvad Posselt fra Socialistisk Folkeparti, der for første gang er valgt ind i byrådet og nu ser frem til at omsætte et langt arbejdsliv i den kommunale velfærd til politisk handling.
Hun bor i Broager og er født og opvokset på en gård i marsken som én ud af fem søskende. Hun har to voksne børn, en datter og en søn, der bor i henholdsvis København og Aarhus, og hendes 92-årige mor er fortsat en vigtig del af familien. Til daglig bor hun alene i en lejlighed, hun selv beskriver som skøn.
Uddannelsesmæssigt er Susanne Blegvad Posselt lærer fra Skårup Seminarium på Fyn og har gennem mere end 24 år arbejdet på Broager Skole. Her har hun undervist i blandt andet dansk, idræt, billedkunst og tysk og haft funktioner som både læsevejleder og ordblindelærer.
Trivsel i klasserne har været et gennemgående fokus i hendes arbejde – et fokus, hun nu tager med ind i byrådet.
”Jeg føler mig både stolt, ydmyg og meget bevidst om ansvaret. Det er første gang, jeg sidder i byrådet, og det betyder meget for mig at få mulighed for at være med til at træffe beslutninger, der påvirker omkring 74.000 borgere i Sønderborg Kommune. Jeg glæder mig – men tager opgaven meget alvorligt”, siger hun.
Netop børn og unges trivsel er blandt de mærkesager, hun vil kæmpe særligt for i den kommende byrådsperiode. Hun peger på behovet for en stærk folkeskole, hvor alle børn bliver set, og på vigtigheden af tidlig indsats frem for det, hun kalder lappeløsninger.
Samtidig fylder natur, klima og rent vand højt på dagsordenen – sammen med ønsket om mere ordentlighed i mødet mellem kommune og borgere.
”Det er områder, jeg har arbejdet med i praksis gennem mange år, og hvor jeg tydeligt ser konsekvenserne, når vi politisk ikke prioriterer rigtigt”, siger Susanne Blegvad Posselt.
Allerede nu oplever hun, at hendes politiske engagement har haft konkrete resultater.
”Jeg har allerede bidraget til, at vi nu kan se ind i bedre rengøring på vores skoler”, fortæller hun og håber samtidig, at hun i løbet af perioden kan være med til at sikre bedre rammer for trivsel og læring i folkeskolen, styrket tidlig indsats for børn og familier samt konkrete skridt mod bedre beskyttelse af natur, fjord og grundvand.
Et andet centralt mål er en mere ordentlig og respektfuld kommunal praksis over for borgere i svære livssituationer.
Det nye byråd er sammensat med både flertal og mindretal, og det vil ifølge Susanne Blegvad Posselt stille større krav til samarbejdet. Hun ser dog ikke nødvendigvis opdelingen som en ulempe.
”Det vil uden tvivl påvirke samarbejdet, men det behøver ikke at være negativt. Det stiller større krav til dialog, respekt og vilje til kompromiser. Jeg mener, at uenighed kan være sund, hvis den håndteres ordentligt”, siger hun og understreger vigtigheden af, at borgerne tydeligt kan se, hvad partierne står for – også når det betyder at stå uden for et forlig.
Hun har ikke ét politisk forbillede, men henter inspiration hos politikere, der formår at kombinere faglighed, menneskelighed og mod:
”For mig handler politik først og fremmest om ansvar for mennesker,” siger hun.
Når hun ser på Sønderborg Kommunes største udfordringer, peger hun på trivsel blandt børn og unge, pres på velfærden og medarbejderne samt de økonomiske udfordringer, mange borgere oplever som følge af stigende leveomkostninger. På længere sigt fylder klima, natur og demografiske ændringer, ligesom behovet for at sikre sammenhæng mellem velfærd, fællesskab og økonomisk ansvar.
I fritiden prioriterer Susanne Blegvad Posselt tid med familie og venner, naturen og samfundsdebatten. Hun holder af at finde loppefund, male billeder og spille kort og har en fortid som håndboldspiller – blandt andet i Vida Sønderborg.
I dag er hun fast hepper, når Sønderjyske spiller i Skansen. Hun er næstformand i KunstVærket Augustenborg, men har ellers skruet ned for frivilligt foreningsarbejde, da både arbejde og politik fylder meget.
Med 513 personlige stemmer ved kommunalvalget er hun nu klar til arbejdet i byrådet, hvor hun indtræder som næstformand i både Børn-, Skole- og Familieudvalget samt Natur-, Klima- og Miljøudvalget og samtidig er medlem af Økonomi- og Strategiudvalget.
SønderborgNYT har rakt ud til alle ni nye medlemmer af byrådet, så hvis du vil lidt tættere på de nye ansigter i byrådssalen og blive klogere på, hvem de er – og hvilke politiske mærkesager de brænder for – så kan du læse alle portrætterne her.























