Syddansk finale i Unge Forskere i Universe

8. marts 2022 Nordborg Skrevet af: Redaktion

Når årets syddanske finale i Unge Forskere begynder på onsdag, står 15-årige Freja Weiss Nielsen fra Erritsø klar til at forsøge at overbevise dommerjuryen om sit naturvidenskabelige talent. I fjor vandt hun sensationelt hovedprisen i den landsdækkende, prestigefyldte konkurrence for sit projekt om klimavenlig maling.

Nu prøver hun igen, og det begynder med finalen for Unge Forskere i Region Syddanmark i Universe Science Park. Freja Weiss Nielsen er udtaget for sit projekt om at finde et materiale, der kan fungere som bindemiddel i en alternativ maling:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det nye bindemiddel skal være plastfrit og bæredygtigt at fremstille. Jeg kaster mig over dette projekt i en verden af cellulose, hvor jeg eksperimenterer mig frem mod, hvordan man bedst sammensætter det bedste bindemiddel,” forklarer Freja Weiss Nielsen i en pressemeddelelse.  Hun går i 9. klasse på Erritsø Friskole.

Og ikke nok med det. Også hendes to yngre søskende, tvillingerne Signe og Jacob Weiss Nielsen, der går i 6. klasse på Erritsø Fællesskole, har også nået den regionale finale med deres projekter ’Energi i medvind’ og ’Den glemte verden af svampe’. De tre søskende skal således i direkte konkurrere med hinanden på onsdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

De har også noget at have det i. For tre år siden vandt deres ældste storesøster, Emma Weiss Nielsen, den nationale finale.

På finaledagen i Universe Science Park skal Weiss-talenterne forsvare deres nye naturfaglige projekter over for en professionel fagjury bestående af bl.a. forskere, erhvervsfolk og grundskole- og gymnasielærere. Juryen bedømmer blandt andet elevernes naturvidenskabelige arbejdsproces og deres evne til at formidle og perspektivere.

Eleverne har på dagen deres egen stand, de skal medbringe en videnskabelig poster og holde en præsentation for juryen.

Artiklen fortsætter under annoncen

I alt 20 unge juniordeltagere fra 4. til 10. klasse på skoler i Region Syddanmark er udtaget for at konkurrere mod hinanden. I seniorrækken er 16 syddanske gymnasieelever udtaget.

”Vi har nogle unge mennesker her, som kan nå helt nye højder, Både drømmerne med højt til loftet og praktikerne, der engagerer sig i virkelighedsnære problemstillinger. Det er helt vildt at se, hvor stort engagement og vilje, der er, selvom de alle har været gennem en hård coronatid med nedlukning og hjemmeskole. Og de talenter, der bare har den naturvidenskabelige X-Factor, når helt til stjernerne,” siger programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck.

Artiklen fortsætter under annoncen

De dygtigste forskertalenter fra Syddanmark går direkte videre til den nationale finale i København, hvor de skal dyste om titlen som Årets Unge Forsker ved Science Expo den 24. – 26. april i en af kategorierne Life Science, Physical Science eller Technology. Her er mulighed for at vinde store kontante præmier og deltagerpladser i både EM og VM.

Talentkonkurrencen er arrangeret af Astra, det nationale naturfagscenter og H.K.H. Prins Joachim er protektor. I alt har 1.054 projekter fra hele landet været tilmeldt konkurrencen, inklusive tilmeldingerne til ’Min Vildeste Idé’, som er en tegnekonkurrence for grundskolelever.